Sløv start vendt til turistboom

Indtil videre forrygende. Det er de ord, direktør Jens Müller, VisitVestsjælland, omgående slynger ud, når man spørger til, hvordan turistsæsonen arter sig i Slagelse-området samt Kalundborg og Sorø, som turistselskabet også dækker. Han har ikke konkrete data endnu men tør godt sige, at det nu tegner til endnu en rekordsæson for turist-overnatninger i vestsjællandske sommerhuse såvel som på hoteller, campingpladser og andre steder. I hvert fald i Slagelse og Kalundborg.

- Vi er glade. Det tegner til endnu et rekordår, og det er i almindelighed svært at bevare pessimismen i sådan et vejr, siger Jens Müller, som tidligere på året godt kunne have sine bange anelser, hvad sommerhus-udlejningen angik. I februar-marts så det rimelig sløvt ud med bookingen af sommerhuse. Sådan var det også på landsplan, hvor specielt de tyskere, der booker et dansk feriehus år efter år, var trofaste nok, men de lidt mere spontane typer var længere om at få reserveret deres feriehus ved Sjællands vestkyst.

- Bookingmønstret har været lidt anderledes end tidligere år, men det ser meget lovende ud igen, og vi ligger nu pænt foran sidste år, både hvad angår sommerhus-udlejningen og de andre overnatningsformer, siger Jens Müller til Sjællandske.

Han er ikke i tvivl om, at det i høj grad er den usædvanligt lange periode med udpræget ferievejr, der har fået blandt andre danskerne til at blive hjemme i ferien.