Slagelse må skrue ned for storstilet Trelleborg-projekt

Milliondyrt Trelleborg-projekt bliver knapt så stort - og dyrt - som der oprindeligt var lagt op til.

Der kommer nemlig ingen ny museumsbygning, som planerne for Ny Trelleborg ellers har indeholdt indtil nu. Det står klart efter tilbagemeldinger fra de fonde, som menes at skulle yde de klækkelige bidrag, der foruden kommunens egen betaling skal få den historiske ringborg til at skinne.

Det er Slagelse Kommune og Nationalmuseet, der igennem to år har været i dialog med de relevante fonde. Konklusionen derefter er, at Slagelse må skrue ned for ambitionerne for oplevelsescentret, hvilket i øvrigt ikke er usædvanligt i sådanne projekter.

- Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at den nye museumsbygning ikke bliver til noget. Omvendt så har bygningen hele tiden været tænkt som en ramme for en fortælling, hvor ringborgen er stjernen. Trelleborg er et unikt levn fra vikingetiden og fortæller historien om Danmarks fødsel. Fondene deler begejstringen for fortællingen, så ambitionerne for udviklingen af Trelleborg er fortsat høje, siger borgmester Stén Knuth (V) til Sjællandske.

Sjællandske erfarer, at Slagelse Kommune må barbere næsten det halve af projektet. som tidligere forventedes at ramme omkring 100 millioner kroner. Så høje beløb, der her blandt andet skulle bruges til en splinterny museumsbygning, er ikke realistiske at hente, lyder det hos fondene.