
SLAGELSE: Byrådsmedlem og tidl. MF, kulturordfører og turistchef Troels Christensen fra Svenstrup (tidl. Sørbymagle, ml. Slagelse og Næstved) var blandt de ca. 180 tilskuere på Slagelses Superliga-stadion til Danmarksseriekamp SBI-KFUM fredag aften.
I dag fremkommer Troels Christensen, Kons., her i Ugeavisen med idéen til et større og fremtidigt regionalt fodbold-samarbejde i Syd-Vestsjælland.
– Der må ske noget!
– Med baggrund i det seneste års tids sløje resultater på grønsværen og vores på mange måde alt for store anlæg, så vil jeg som lokal idrætspolitiker anbefale, at fodboldklubberne i Næstved og Slagelse forsøger at etablere en dialog.
– En dialog med det formål at få formaliseret et samarbejde til glæde for både lokalbefolkningen og de to kommuner, som jo har ansvaret for de fysiske rammer, fremhæver Troels Christensen.
En mulig fusion?
– Og her tænker jeg i yderste konsekvens en fusion af både de kvaliteter Næstved Boldklub kan byde ind med og SBI, pointerer Troels Christensen. Og han uddyber:
– Næstved er pt. stærke på seniorniveau med et 1. divisionshold og SBI er stærke med deres ungdomsafdeling og trænerniveau/set up. Noget der vil kunne forstærke hinanden.
En svær sag, ja…
Lad os her på avisen sige, at det jo ikke er første gang, nogen har forsøgt at indsparke ideer som denne her i Slagelseområdet. Nogle har i højere grad talt om muligheder for samarbejde Slagelse-Kalundborg (Novo) – eller måske mellem Slagelse, Kalundborg, Holbæk og centralt placerede Ringsted?
Samarbejdet netop mellem de rød-blå og så de grønne fra Næstved har historisk og følelsesmæssigt set altid været en ømtålelig sag. Næstved har i perioder også været på tale til at gå i samarbejde med Køge. Troels C. synes dog, at der er mest kød på Næstved-Slagelse.
A la Sønderjyske?
Troels Christensen: – Der skal osse mange sponsorerer til at drive en fodboldklub på øverste hylde. Lad os samle erhvervskræfterne på Vestsjælland – i en organisation – a la SØNDERJYSKE, som har vist vejen, når man repræsenterer et område uden for de helt store byer.
– Jeg synes tiden er moden til at få etableret en dialog, og lad os se hvor langt, vi kan komme. Derfor denne opfordring, udtrykker den erfarne politiker, forenings- og idrætsmand her fra kommunen.
Troels minder sluttelig gerne alle om: – At glæden ved fodbold på højeste niveau er vi jo rigtig mange der glædes ved, og det har jo en branding værdi for vores område, som vil være svær at overgå ved andre “fyrtårne” på det idrætslige område.
– Prøv det!

