Se billederne: Cykelfest i Skælskør

U23 Danmarksmesterskaberne i cykling udviklede sig fredag til lidt af en folkefest.

47 håbefulde cykelryttere tog fredag eftermiddag hul på Årets U23 DM i landevejscykling. Rammen var et festklædt Skælskør, hvor havnen både dannede rammen om start- og målområde til den 30 kilometer lange rute, som deltagerne skulle ud på.

Det var dog ikke kun fremtidens cykelstjerner, som de mange tilskuere kunne nyde. I samarbejde med Harboes Bryggeri havde Skælskør Erhvervsforening nemlig arrangeret fredagsbar på Havnepladsen med livemusik, foodtruck og salg af kaffe og kage.

Byens butikker og spisesteder havde desuden ekstraordinært længe åbent.

30 kilometer

Cykelløbet afvikles i tæt samarbejde med cykelklubben Salto (Salto Systems Nordic Cycling), Slagelse Kommune, Destination Sjælland og Skælskør Erhvervsforening.

Vinderen af enkeltstarten blev Gustav Wang, der gennemførte de 30 kilometer på 36 minutter og fem sekunder. Det var tre sekunder hurtigere end Henrik Breiner Pedersen på andenpladsen.

Lørdag skal Gustav Wang forsvare førstepladsen, når det er Gerlevs tur til at få besøg af de unge cykeltalenter.