Politiet søger vidner efter ’hændelse’ i Skælskør - vil ikke fortælle, hvad sagen drejer sig om

Var du omkring Skælskør Station i tidsrummet 22.30 til 01.00 natten mellem den 31. oktober og den 1. november, vil politiet gerne høre fra dig. Arkivfoto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

I en pressemeddelelse oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at man søger vidner i forbindelse med en hændelse i Skælskør.

Det sker i forbindelse med en verserende efterforskning. Hændelsen skulle have fundet sted i tidsrummet tirsdag den 31. oktober fra klokken 22.30 til onsdag den 1. november klokken 01.00 omkring Skælskør Station.

Årsagen til de meget sparsomme information skyldes ifølge ledende efterforsker på sagen, Rune Nilsson, at man tager hensyn til de involverede parter i sagen.

Politiet oplyser desuden, at de ud fra deres efterforskning ved, at der skulle have befundet sig en mand og kvinde med en lille hund, to piger som befandt sig på eller ved busterminalen, passagerer i bus 470R fra Slagelse til Skælskør med afgang klokken 22.04 og passagerer i bus 907 fra Skælskør mod Stigsnæs med afgang klokken 22.41.

Det er helt specifikt disse vidner, politiet gerne vil høre fra.

Er du et af vidnerne eller har du yderligere oplysninger til sagen, kan du kontakte politiet på 114.

Har du en kommentar eller et nyt perspektiv til denne artikel, et konkret tip om en helt anden historie eller noget i din hverdag i vores kommune, som du undrer dig over?

Så vil jeg meget gerne høre fra dig.

Du kan kontakte mig på emilie.haumann@sn.dk eller redaktionen på Redaktion-Slagelse@sn.dk.