Kok lukker restaurant øjeblikket: Har tabt sig syv kilo på tre uger – operation venter forude

Kok åbner helt særlig slags »pølsevogn«: - Hvad er mere dansk
Foto: Anders Ole Olsen

Hun er besvimet flere gange, har ikke set sit barnebarn i seks måneder og tabt sig syv kilo på tre uger. Nu må kokken Christina Holme Larsen derfor erkende, at hun skal passe på sit helbred og lukker med øjeblikkelig virkning sin ellers nyåbnede restaurant C Mad Klubben nær Stillinge Strand lidt udenfor Slagelse.

For bare to måneder siden holdt hun åbningsreception.

– Lægerne har banket i bordet og sagt, at jeg skal ned i gear. Så på den måde har det ikke været en svær beslutning. Men følelsesmæssigt er det svært. Det sker med tungt hjerte, fortæller Christina Holme Larsen, der oveni alting står over for en operation på grund af opdagede celleforandringer.

– Det er ikke kræft. Men det er noget, der kan udvikle sig til kræft, forklarer hun.

100 timers arbejdsuge

Christina Holme Larsen startede sidste år under coronapandemien med at tilbyde særligt sårbare et varmt måltid mad for et beskedent beløb, der dækkede udgifter til råvarer. Et initiativ, hun tog efter at have mistet sit arbejde som kok to gange og for at hjælpe for eksempel ældre, der ikke selv turde foretage indkøbene af frygt for at blive smittet.

Det blev dog hurtigt så populært, at hun var nødt til at oprette eget CVR-nummer og leje sig ind i et erhvervskøkken for at følge med. Og da succesen voksede yderligere, åbnede hun en smørrebrødsvogn, kort tid før drømmen som restaurantejer gik i opfyldelse.

Senest indgik Christina Holme Larsen yderligere en aftale med gastropubben The Upper Hill i Slagelse om at levere et menukort og også her stå for serveringen.

Ifølge kokken selv har hun den seneste tid været nødsaget til at arbejde mindst 100 timer om ugen for at holde alle de mange bolde i luften.

Grædende familie

– Jeg har arbejdet 15-17 timer om dagen. Hver dag. Også i weekenderne. Og det er ikke nogen overdrivelse, fortæller Christina Holme Larsen, der nu vil trække sig lidt tilbage fra forretningen for at fokusere på sit helbred.

Også for sin families skyld. Særligt hendes børn har nemlig været påvirkede af situationen, fortæller Christina Holme Larsen.

– Det er svært at skulle sige stop. Men når mine børn sidder og græder og siger, at de er bange for at miste deres mor, så er jeg nødt til at reagere. Derfor lukker restauranten, siger hun.

Med andre ord vil både C Mad Klubbens catering og serveringen på gastropubben The Upper Hill altså fortsætte. Her har Christina Holme Larsen en anden kok ansat, når hun nu selv skal være mindre i køkkenet.

– Ikke engang mit barnebarns et års fødselsdag var jeg med til. Det skal være anderledes nu, fastslår Christina Holme Larsen.

En livslang drøm slut

At åbne restaurant C Mad Klubben på Drøsselbjergvej 119, der har båret navne som både »Momi« og »Strandens Restaurant«, var ellers en næsten livslang drøm.

– Siden jeg stod i lære som tjener, der har jeg altid sagt: »Det der, det skal være mit sted en dag«. Og nu sker det så. 30 år efter, fortalte Christina Holme Larsen tidligere på året, da hun overtog lokalerne.

– Jeg får tårer i øjnene, hver gang jeg tænker på, at jeg nu må lukke. Men det er det eneste rigtige at gøre i den situation, jeg står i, vurderer hun i dag.

Christina Holme Larsen fortsatte tilstedeværelse på gastropubben The Upper Hill vil dog kunne mærkes, når der snart udvides med frokostservering og en udendørs pavillion med fokus på smørrebrød.