Kampen om Flådestation fortsætter

Foto: Martin W. Hansen
Flådestationen i Korsør er blandt de lukningstruede kaserner.
Flådestationen i Korsør er blandt de lukningstruede kaserner.

2,7 milliarder kroner. Sådan lyder besparelseskravet til Forsvaret, inden de politiske forhandlinger går i gang. Tidligere har fortroligt materiale afsløret, at kasernerne i Sønderborg, Haderslev, Odense, Varde og Allinge er i kikkerten sammen med Flådestation Korsør, som endnu en gang er med i rygtestrømmen om lukning, som den har været mange gange tidligere de seneste år.

Rygterne får endnu engang de lokale byråds- og folketingsmedlem til at træde sammen og melde fælles front mod en eventuelt lukning af flådestationen.

– En lukning vil de facto betyde, at vi fremover ikke har noget dansk forsvar men et jysk. I forvejen ligger hele flyvevåbnet i Jylland, og Hærens Operative Kommando ligger i Karup, konstaterer Villum Christensen (LA), der er gået sammen med borgmester Lis Tribler (S) og folketingsmedlem John Dyrby Paulsen (S) i overlevelseskampen.

Vil have katastrofale konsekvenser

Som tidligere er det udsigten til færre arbejdspladser, der får politikerne til at reagere.

– Flådestationen er en af vores største arbejdspladser, så en lukning vil have katastrofale konsekvenser for beskæftigelsen og økonomien på det sydvestlige Sjælland, mener borgmesteren, der ligesom Villum Christensen undrer sig over samlingen af de militære enheder.

– Hvis der også fremover skal være en bred opbakning til forsvaret, så skal de tre værn geografisk være bredt ud over landet og ikke kun høre hjemme i en bestemt landsdel.

Klar til udvidelse

I et forsøg på at komme en eventuel lukning i forkøbet erklærer politikerne i Slagelse Kommune, at man er klar til at udvide havneanlægget i Korsør, så det kan matche forsvarets krav.

Folketingsmedlem John Dyrby Paulsen (S) mener desuden, at flådestationens placering er ideel.

– Der kan tiltrækkes arbejdskraft fra både København, det øvrige Sjælland, Fyn og Trekantsområdet. Alt andet lige giver det et bedre grundlag for at finde de bedst kvalificerede folk, forklarer socialdemokraten.

Det ligger endnu ikke klart, hvornår de politiske forhandlinger omkring besparelserne i Forsvaret går i gang.