
<newline/> <newline/>Tekst og foto: Steen Andresen
Skælskør: Vi ved det jo godt, når vi daffer ud forbi byskiltet på vej til storbyens lune Centre og butikker. Vi ved det jo godt, når vi trykker på tastaturet og gør en god nethandel: Nu bringer vi igen en god handel væk fra vores egen lille købstad.
Vi gør det alle sammen og ærlig snak og fair nok, hvis vi ved, at vi måske ikke kan få den ønskede vare i vores egne butikker. Men måske kunne vi anstrenge os lidt mere for at støtte vore egne.
Vi er så gode til at hjælpe hinanden i alle mulige sammenhænge – ja, vores lille købstad Skælskør er jo ligefrem landskendt for vores sammenhængskraft, ildhu og energi for at gøre vores lokale egn bedre at bo og leve i. Blot ikke lige sådan med at lægge pengene her i vore egne forretninger.
Men ærgerligt er det vel den dag, vi ikke har dem mere, sådan derhjemme og lige ved.
Som min gamle tegnelærer sagde: Du ved først hvad du har, når du ikke har det mere! Og det er jo rigtigt, og det er skræmmende.
En klog gammel dame fra Holbæk ved navn Ebba Herbert Nielsen sagde det på rim: 'Køb i byen hvad du savner – by og borger da du gavner!'
Ja, det er faktisk hjælp til selvhjælp.
Nå, jeg er nok heller ikke selv for god til det indimellem, men det var bare en lille reminder, også til mig selv, så god jul til jer alle – og se så at få købt de sidste gaver i ordentlig tid – og gerne og helst lokalt!