- Ikke forsvarligt at vedtage nye lokalplaner uden at tage hensyn til de stigende mængder nedbør

Anne Bjergvang og Unnie Oldenburg. Medlemmer af byrådet og af Teknik, Plan og Landdistriktsudvalget for Socialdemokratiet.

I Socialdemokratiet ønsker vi at sætte fokus på håndtering af regnvand/overfladevand.

Danmark har i de seneste år oplevet voldsomt meget regn. Juli 2023 blev den vådeste juli nogensinde registreret, og vinteren 2023/24 blev den næstvådeste siden 1874. Samtidig slog april 2024 næsten alle tidligere rekorder for nedbør. Vandmængderne efter regnen har tydeliggjort, hvor vigtigt det er at håndtere regnvand effektivt.

I Slagelse Kommune er der også mange områder, hvor grundvandet står særligt højt, hvilket gør det vanskeligt at nedsive regnvand og overfladevand. Når regnvandet ikke kan nedsives, fører det til oversvømmelser af kældre og veje, hvilket skaber store gener og økonomiske omkostninger for borgerne.

På baggrund af oplysninger fra Slagelse kommunes forvaltning ved vi, at det i henhold til Planlovens § 15 er muligt at udlægge arealer til håndtering af regnvand i lokalplanerne. Derfor foreslår vi på byrådsmødet 27. maj 2024, at byrådet beslutter, at det fremover bliver et krav i alle nye lokalplaner i kommunen at der udpeges specifikke arealer til regnvandshåndtering.

Socialdemokratiet vurderer, at det ikke er forsvarligt at vedtage nye lokalplaner uden at tage hensyn til de stigende mængder nedbør.

Det er vores klare opfattelse, at vi er forpligtede til at tage højde for klimaudfordringerne og det kan vi bl.a. gøre ved at sikre, at der i alle nye lokalplaner udlægges arealer til håndtering af regnvand. Dette vil ikke kun forebygge oversvømmelser, men også bidrage til at skabe mere natur og forbedre biodiversiteten. Regnvandsbassiner kan skabe grønne områder, som gavner insekter og fugle og dermed forbedrer livsbetingelserne for en bred vifte af arter.

En beslutning om at inkludere arealer til regnvandshåndtering i alle nye lokalplaner vil være et væsentligt skridt mod at løse et stort samfundsproblem med oversvømmelser. Samtidig vil det bidrage til en mere bæredygtig og naturvenlig udvikling af vores kommune.

Lad os sammen tage ansvar for et bedre miljø.

Har du en kommentar eller et nyt perspektiv til denne artikel, et konkret tip om en helt anden historie eller noget i din hverdag i vores kommune, som du undrer dig over?

Så vil jeg meget gerne høre fra dig.

Du kan kontakte mig på soeren.oehlers@sn.dk eller redaktionen på slagelse.red@sn.dk.