
En sag om prostitution, afpresning og trusler tog onsdag sin begyndelse ved Retten i Næstved.
Ifølge anklageskriftet har en 21-årig mand med bopæl i Ringparken brugt det tidligere »Hotel Antvorskov« – nu kaldet »Only Sleep« – til alt andet end at sove i.
Ikke under 120 gange skulle han have lejet et eller flere værelser på hotellet til brug for prostituerede, ligesom han efterfølgende skulle have afkrævet pigerne 1000 kroner om dagen for at »få lov til at arbejde i Slagelse«.
På et tidspunkt i august sidste år hørte en erfaren prostitueret fra Jylland, der i retten omtalte sig selv som 'glædespige', om sine medsøstres kvaler i Slagelse, og hun besluttede sig for at undersøge sagen nærmere. Blandt andet ved selv at indrykke en sex-annonce, som den 21-årige fra Slagelse straks reagerede på – og herefter truede glædespigen med bål og brand, hvis hun ikke ville betale for at arbejde i Slagelse.
Men i stedet for at betale anmeldte hun den 21-årige til politiet, som i de næste måneder aflyttede mandens telefon og digitale færden.
I retten blev der afspillet flere belastende telefonopkald og truende beskeder, som den 21-årige dog nægter at stå bag.
En 41-årig ansat på hotellet er også anklaget i sagen, men han nægter kendskab til den 21-åriges aktiviteter på stedet.
Han fortalte dog, at personalet i efteråret 2018 også fattede mistanke til den 21-årige, som herefter blev bortvist fra hotellet – og siden anholdt af politiet.
Der ventes dom i sagen på onsdag.