Hjælp til unge i 25 år: Frivillig forening fejrer jubilæum

En børnecafé på Slagelse Sygehus, et mødested i byen for ensomme unge og en børnemadklub på Nymarkskolen. Alt det og mere til fandtes ikke for 25 år siden.

Men det gør det i dag takket være den frivillige forening Ungdommens Røde Kors i Slagelse. Og i år kan foreningen således fejre 25 års jubilæum.

Jubilæet fejres med en åben reception i morgen, lørdag den 21. september, står der i en pressemeddelelse.

Receptionen vil foregå i Røde Kors' lokaler på Jernbanegade 7 i Slagelse fra klokken 13 til klokken 15, hvor der vil være taler fra tidligere lokalformænd og den nuværende formand, Christopher Trung Paulsen.

Derudover vil der være kage, en ballonmand og flere andre af foreningens repræsentanter, der kan fortælle om de mange aktiviteter, som Ungdommens Røde Kors i Slagelse står for, står der i pressemeddelelsen.

- Vi kan slet ikke få armene ned over, hvor stolte vi er over den udvikling, vi har været igennem. Vi gør en reel forskel for en masse børn og andre unge, både gennem os selv og sammen med andre. Vores mål er at sikre at ingen børn eller unge savner positivt fællesskab, og jeg vil vove at påstå at vi er godt på vej, lyder det fra Christopher Trung Paulsen.

Brug for flere frivillige

I dag spænder de lokale aktiviteter, som drives af frivillige fra Ungdommens Røde Kors, nemlig bredt.

Aktiviteterne går således lige fra lektieklubber i både Slagelse og Korsør, hvor børn og unge kan få gratis lektiehjælp fra frivillige, til kampagnen #LevEllerDø, hvor unge tidligere stofmisbrugere fortæller unge, hvorfor de skal holde sig væk fra stoffer.

Til receptionen lørdag håber Ungdommens Røde Kors lokalafdeling af den grund at se både samarbejdspartnere, sponsorer, frivillige og tidligere frivillige samt alle andre, der måtte være interesseret i at være med til at fejre jubilæet.

Har man selv lyst til at være en del af de frivillige, er der desuden altid brug for et par ekstra hænder, oplyser foreningen. Også hvis man har en helt ny idé til en indsats, er man velkommen til at tage kontakt.

Ungdommens Røde Kors i Slagelse kan kontaktes på urk-slagelse@urkmail.dk.

Aktiviteter, som frivillige fra Ungdommens Røde Kors står for: