Elselskab mistænkeliggjort af konkurrent: Har intet på sig

Med brug af ordet »snyd« anfægter SK Forsyning konkurrenten Vindstød, som sælger el til forbrugere i blandt andet Slagelse Kommune.

Det sker i en kommentar til et opslag på Facebook-gruppen »4200 Slagelse«, der har knap 20.000 medlemmer. Efterfølgende har det derfor skabt tvivl og debat om troværdigheden af elselskabet.

Efter sigende skulle en forbruger nemlig være blevet ringet op af selskabet, hvor en sælger oplyste, at Vindstød samarbejder med SK Forsyning. En oplysning, der ifølge det lokale forsyningselskab er forkert.

Samtidig bliver der sået tvivl om, hvorvidt Vindstød har indhentet samtykke til at foretage opkald, og om sælgere må spørge efter oplysninger som CPR-nummer.

Men beskyldningerne og mistilliden har intet på sig, oplyser direktør i virksomheden Vindstød, Morten Nissen Nielsen.

Firma følger reglerne

For elselskabet, der siden 2011 har markedsført sig på at sælge strøm fra danske vindmøller, følger reglerne for markedsføring og driver en seriøs forretning, siger han til Sjællandske.

Det indebærer ifølge selskabets direktør, at Vindstød blandt andet aldrig ringer op til forbrugere, hvis de ikke har givet forudgående samtykke. Det kan blandt andet ske ved deltagelse i konkurrencer.

Samtidig er det en lovændring fra 2016, der gør, at elselskaber skal bruge CPR-nummer for at oprette nye kunder. Derfor er det normal procedure for sælgere at spørge om dette.

Morten Nissen Nielsen oplyser imidlertid at firmaet Vindstød ganske rigtigt ikke samarbejder med SK Forsyning. Men at de to selskaber har indgået en standardaftale om levering af el.

Denne aftale indebærer, at forbrugere fortsat vil få leveret el gennem SK Forsynings kabler, hvis de skifter selskab og køber el fra Vindstød. Det skyldes, at det lokale forsyningsselskab står for transporten.

En aftale, der kan skabe forvirring og give anledning til at tro, at der er tale om et reelt samarbejde, siger Morten Nissen Nielsen. Men netop derfor er sælgere i Vindstød grundigt instrueret i ikke at bruge ordet samarbejde, oplyser direktøren.

Aldrig hørt anklage før

Efter SK Forsynings udmelding har den ansvarlige for kundekontakt imidlertid gennemlyttet talrige samtaler med kunder i Slagelse. Men heller ikke her fandt man, at der var oplyst om et samarbejde.

- Dette stemmer i øvrigt overens med, at vi ikke har hørt anklagen før - heller ikke fra de mange kunder, der er skiftet fra SK (SK Forsyning, red.) til os, skriver Morten Nissen Nielsen i en mail til redaktionen.

Ud fra det offentlige Facebook-opslag fremgår det dog, at nogle forbrugere er efterladt med det indtryk, at der er tale om et reelt samarbejde.

Og ifølge kommunikationsansvarlig i SK Forsyning Malene Sadowski, mener forsyningsselskabet, at det er forkert, hvis kunder bliver efterladt med netop dette indtryk.

Det kan få kunder til at skifte elselskab på et forkert grundlag, frygter SK Forsyning.

- Det er hver måned, at vi får opkald fra kunder, der ringer og spørger: »Kan det være rigtigt, at I samarbejder med det her firma?« Det drejer sig om alle mulige firmaer, men der må vi hver gang sige nej. Og så har de pludselig skiftet selskab, selvom de måske ikke havde lyst, forklarer hun.

Ødelægger konkurrencen

SK Forsynings udmelding og mistænkeliggørelsen af elselskabet Vindstød kommer derfor efter, at flere andre elselskaber tidligere er blevet taget i at bruge ufine salgsmetoder.

I 2016 anmeldte brancheforeningen Dansk Energi således flere selskaber til Forbrugerombudsmanden for vildledende markedsføring, efter flere danskere oplevede nærgående, løgnagtige og alt for tilnærmende sælgere af el. En sag, som Vindstød ikke var indblandet i.

SK Forsynings direkte mistænkeliggørelse af Vindstrøm, som der ikke foreligger dokumentation for, ødelægger derfor konkurrencen på elmarkedet, mener direktør Morten Nissen Nielsen.

- Mange er simpelthen ikke klar over, at man kan skifte elselskab, skriver han i en mail til redaktionen og uddyber:

- Størstedelen af de kunder, som vi får fra SK oplyser da også, at det er første gang, de skifter, og at de skifter på grund af prisen. Sekundært for at komme til et CO2-neutralt selskab.

Derfor minder SK Forsynings kommentar på Facebook mest af alt om en skræmmekampagne, mener Morten Nissen Nielsen.

- SK's kommunikation virker som et forsøg på at skræmme folk fra at skifte væk fra dem - måske det dækker over, at mange kan spare meget på at skifte til Vindstød, siger direktøren.

I 2018 scorede elselskabet Vindstød desuden højest i en undersøgelse af kundetilfredsheden blandt 11 danske elhandelsselskaber. En undersøgelse, SK Forsyning ikke deltog i.

Da det lokale forsyningsselskab ingen dokumentation har for at kalde hverken Vindstød eller dets metoder for snyd, har SK Forsyning efterfølgende rettet ordlyden i deres kommentar til »vildledende«.

Dette skal du være opmærksom på, når du bliver ringet op af et elselskab: