I mange måneder er John Dyrby Paulsen (S) målrettet gået efter at erobre borgmesterposten i Slagelse Kommune fra Stén Knuth (V).
Men ved det i øvrigt ret så dramatiske konstituerende møde på rådhuset 1. december fik han ikke overrakt symbolet på borgmestertitlen i form af borgmesterkæden ved sit fravær.
– Det er jo først til januar, at han skal have den på, når han reelt tiltræder, lød forklaringen til Sjællandskes udsendte efter mødet.
Efterfølgende har andre kommuners nyvalgte og genvalgte borgmestre på det seneste dog fået hængt kæder om halsen på konstituerende møder.
Et kig tilbage i arkiverne viser da også, at proceduren er ændret, siden der sidst blev valgt borgmester i Slagelse.
3. december 2013 fik Stén Knuth nemlig hængt kæden om halsen af Venstre-gruppeformand Knud Vincents.
Sjællandske har derfor spurgt den kommende borgmester, hvorfor han ikke ville have kæden på ved mødet 1. december.
– Jeg har det synspunkt, at det er Stén Knuth, der er borgmester indtil 1. januar, så indtil da vil jeg ikke have kæden på. Desuden er jeg ikke meget for alt det der ceremonielle, siger John Dyrby Paulsen.