Drømmesmede på stranden

Søgningen til årets blå flag-arrangementer ved strandene i Slagelse Kommune ligger pænt på i gennemsnit 25 deltagere, når naturvejlederne inviterer på strandture med indhold. Som ved Kobæk Strand, hvor børn, forældre og bedsteforældre under overskriften »Bliv din egen drømmesmed« lavede drømmefangere af pilegrene og snore samt sten, muslingeskaller, tang med mere, som alle først var ude at finde på stranden.

– Tilslutningen er god. Det gode vejr trækker jo folk til stranden, og det er både turister og i lige så høj grad lokale, der tager med, konstaterer naturvejleder Mette Jensen efter at have introduceret dagens flok til opgaven med at lave drømmefangere.

For at være berettiget til at hejse det blå flag ved en strand skal der i løbet af sæsonen foregå natur-aktiviteter, og dem er der to af ved hver af kommunens syv strande med blå flag, som også signalerer rent badevand og gode toiletforhold.

– Og på strandene har vi som noget nyt i år ture for naturdetektiver, hvor det går ud på at se, hvad man kan finde på strandene ud over vandmænd og krabber, fortæller Mette Jensen, som hver gang må forberede sig på, at der kan dukke alt mellem to og 50 mennesker op, for turene kræver ikke tilmelding.

Nogle af dem, der er dukket op et stykke inde i seancen, er tre-årige Silja og farmor Lone Fischer. Farmor og farfar bor i Skælskør.

– Vi skulle passe Silja i dag, så det her passede fint. Hun skal opleve noget, fastslår farmor.