Comeback med højt humør

VOLLEYBALL: Den tidligere VK Vestsjælland-spiller Chelsea Ingabire er tilbage på banen efter en knæoperation, og i weekenden fik hun hængt en motiverende medalje om halsen.

Comeback med højt humør

- Det var min første Final 4. Det nåede jeg ikke med VK Vestsjælland, så det var bare med at nyde det, siger Chelsea Ingabire (til venstre), der vandt sølv i pokalturneringen med sin nye klub Brøndby. Foto: Claus Rasmussen

Foto: Claus Rasmussen

Det var ikke kun VK Vestsjællands herrespillere, der fik hængt sølvmedaljer om halsen efter weekendens Final 4-stævne i pokalturneringen i Aarhus.

Hos kvinderne gik andenpladsen til Brøndby, og det havde den vestsjællandske klub også en lille andel i.

Den tidligere VKV-spiller Chelsea Ingabire var med på Brøndby-holdet, og trods 0-3 nederlaget til Holte, var hun godt ganske godt tilfreds.

Den 24-årige Skælskør-pige var nemlig en af hovedkræfterne, da Brøndby fik vendt semifinalen mod DHV Odense til en 3-2 sejr efter at have været bagud 1-2 i sæt og 6-13 i fjerde.

– Vi har haft en hård start på sæsonen med mange tabte kampe. Så det er positivt, at vi nåede så langt i pokalturneringen, siger Chelsea Ingabire efter at have fået hængt den motiverende sølvmedalje om halsen.

– Det var første gang, jeg selv spillede Final 4, så jeg tænkte bare på at give den gas. Jeg ved heller ikke hvor længe, jeg holder, så jeg vil bare nyde det, så længe jeg kan, siger hun.

Genstridig knæskade

Tvivlen om fremtiden skyldes vedvarende knæproblemer hos den tidligere ungdomslandsholdsspiller.

VK Vestsjælland nedlagde sit kvindelige ligahold i 2021, og i den sidste sæson i klubben døjede Chelsea Ingabire med en korsbåndsskade.

– Ja jeg stoppede i VKV blev jeg opereret, men det har taget længere tid at komme tilbage, end forventet. Det har været en lang proces, og jeg ville hellere vente lidt for længe end begynde lidt for tidligt, siger Chelsea Ingabire.

– I sidste sæson var jeg kun træningsspiller i Brøndby for at komme lidt i gang og være med i et miljø med et højt træningsniveau. Det var perfekt for mig, siger hun.

– Det er først i denne sæson, jeg har sagt ja til at spille kampe, men det ligger hele tiden i baghovedet, hvordan det vil være, hvis jeg bliver skadet igen. I starten af året fik jeg fjernet en skrue, som gav lidt bøvl i knæet. Indtil da spillede jeg med en skinne, men den brugte jeg ikke ved Final 4, og i kampene herovre har jeg haft den bedste følelse i knæet, siden jeg kom tilbage. Så det har da givet lidt blod på tanden.

God energi og stabilitet

Brøndby er regerende danske mestre, og Chelsea Ingabire håber at kunne være med til at forbedre den nuværende sjetteplads i ligaen.

Det bliver dog næppe som den store pointsluger og markante profil, hun var i VK Vestsjælland.

– Fysisk er jeg ikke, hvor jeg kan gå ind og påtage mig den rolle. Der er andre, der både er højere og i bedre form. Og det har jeg det fint med. Min største opgave er at give noget stabilitet, som kan give de andre plads til at tage chancer, uden det koster os alt for meget, siger Chelsea Ingabire.

– Og så skal jeg bidrage med noget positivitet, god energi og humør, der får det hele til at forløse sig. Det er min vigtigste rolle.

Chelsea Ingabire scorede syv point i pokalsemifinalen, men hendes primære rolle på Brøndby-holdet var at skabe god stemning. Foto: Claus Rasmussen