
Med et år til kommunalvalget bliver der formentlig ikke skruet ned for de politiske drillerier og sager, der søges endevendt i pressen. For tiden er der gang i maskineriet, og i øjeblikket er det borgmester John Dyrby Paulsen (S), der er i vælten. Det er dog langtfra de politiske kollegers skyld.
Blandt andet har den nylige sexismesag i Slagelse, hvor et lokalt medie oplistede en række af mulige, mandlige mistænkte i sag om klap i numsen, affødt interesse fra Folketingets Ombudsmands side, idet en mail med en »truende« ordlyd fra borgmesteren til en journalist synes tangerende til et brud på de forvaltningsretlige regler.
Det samme vurderer kommunalforsker, mens borgmesteren imidlertid afviser pure, ligesom han forklarer, at det ikke er nyt for ham at være i et stormvejr.
– Jeg har været i politik i så mange år, så det her går mig ikke på. Jeg er sikker på, at ombudsmanden kommer tilbage og siger, at der ikke er noget at komme efter. Det samme vil Ankestyrelsen sige, udtrykker han med direkte henvisning til den tilsynsklage, som SF's Jørgen Grüner forleden sendte, og som Sjællandske beskrev tirsdag.
Her anfører SF'eren, der ellers har ageret stabil støtte til borgmesteren siden kommunalvalget, at den politiske ledelse har handlet i strid med reglerne for budgetlægningen, der den 5. oktober – samme dag som den førnævnte mail blev sendt til en journalist – kulminerede i en vedtaget aftale mellem Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance.
– Men også Jørgen Grüner vil se, at der intet problem er i måden, vi har gjort det på. Så egentlig glæder jeg mig til at få begge sager prøvet og få min tolkning fremlagt, siger han.