Blandede følelser efter lovende sæsonstart i Frankrig og Holland

CYKLING: Frederik Irgens Jensen fra Fuglebjerg har de seneste uger vist sig flot frem i Frankrig og Holland. Alligevel er det med blandede følelser, at Bornholm-rytteren nu er tilbage i Danmark.

Stor vestsjællandsk cykelfest

Frederik Irgens Jensen (2. fra venstre) føler, han har lagt yderligere lag på sit niveau hen over vinteren, og håber, det vil afføde topresultater i nærmeste fremtid. Foto: DirectVelo

Forrige weekend hentede Frederik Irgens Jensen fra Fuglebjerg en 19.- og 22. plads i de to stærkt besatte franske UCI 1.1-løb Classic Loire Atlantique og Cholet – Pays de la Loire.

Og søndag sluttede sydsjællænderen på fornem vis det hollandske etapeløb, Olympia’s Tour, på en samlet 19. plads blandt de 150 ryttere, der stillede til start på den første af fem etaper.

Til trods for de gode ben og resultater, så er det alligevel en smule ambivalent, at den 24-årige BHS – PL Beton Bornholm-rytter nu ser tilbage på de godt to uger i Frankrig og Holland.

– Det har været en fin start på sæsonen. Dog sidder jeg tilbage med lidt blandede følelser. Vi var på træningslejr i Spanien i begyndelsen af marts, hvor jeg følte mig i ret god form, hvilket gav forhåbninger om, jeg kunne køre med om de sjove resultater her i sæsonens første uger. De første to løb, vi kører i Frankrig, er jeg også ret godt tilfreds med. Det var professionelle løb, så vi var underdogs mod hold, som havde kørt Paris-Nice og Tirreno-Adriatico kort forinden. Og jeg kører fuld finale begge dage, hvor jeg føler, det kun er de sidste marginaler, der betyder, det ikke bliver til et resultat omkring top-10, hvilket ville have været en stor succes for vores hold, lyder det fra den tidligere danske U23-mester.

Hollandske udfordringer

Etapeløbet i Holland var dog noget mere op ad bakke, fortæller Frederik Irgens Jensen.

BHS – PL Beton Bornholm-mandskabet, der blandt andre styres af holdets nye sportsdirektør, den mangeårige Team Georg Berg-sportsdirektør, Henrik Stegmann, ramte nemlig ind i den ene udfordring efter den anden.

Onsdag startede bornholmerne ud med at være to mand nede grundet sygdom. Og på andendagen blev Henrik Stegmanns mandskab ramt af flere styrt på de smalle hollandske veje, hvor risiko for sidevind skabte nervøsitet og stress.

Det betød, at holdet mistede endnu en rytter, mens også Frederik Irgens Jensen selv var en tur i asfalten, som resulterede i, han først kom tilbage til fronten af feltet til allersidst af etapen og måtte ”nøjes” med en ny 19. plads.

– De sidste tre etaper var præget af dårligt vejr med regn og kulde, og samtidig er vi nede på kun to ryttere, hvilket bestemt ikke er en fordel mod de hold, der stadig var fem eller seks ryttere tilbage. Så vi blev selvfølgelig mere passive og prøvede egentlig bare at følge så godt med som muligt, undgå uheld og prøvede at holde varmen. Det betød også, det ikke blev til nogle topresultater, hvilket på den ene side er skuffende velvidende, jeg faktisk er godt kørende, men på den anden side, så var det, omstændighederne taget i betragtning, svært for os, fortæller 1.95 centimeter høje Frederik Irgens Jensen.

Masser selvtillid

Sydsjællænderen sluttede Olympia’s Tour på 19. pladsen 1 minut og 51 sekunder efter den samlede vinder, danske Mathias Bregnhøj fra Leopard TOGT Pro Cycling.

Trods de blandede følelser med hjem i bagagen, så har de gode forårsben været godt for selvtilliden og motivationen fremadrettet, understreger Fuglebjerg-drengen.

– Jeg er helt sikkert motiveret til de næste mål. Formen er stadig god og med lidt løbskilometer i benene, så tror jeg, der er gode muligheder for at lave topresultater i nærmeste fremtid. Det er også det, jeg håber, denne sæson vil bringe. Jeg synes, jeg har lagt et niveau på hen over vinteren og er blevet endnu bedre end sidste år, hvilket gerne skal udmønte sig i nogle ture på podiet.

Larsen og Greve i aktion

Også Slagelse-drengen Niklas Larsen var i aktion i weekenden, da han stillede til start i det 202 kilometer lange, franske endagsløb La Roue Tourangelle, hvor Uno X-rytteren kom over stregen på en 66. plads – 3 minutter og 58 sekunder efter den irske vinder Rory Townsend fra Bolton Equities Black Spoke-mandskabet.

På fredag skal Niklas Larsen igen teste forårsformen af i det franske endagsløb La Route Adélie de Vitré.

Foruden Frederik Irgens Jensen og Niklas Larsen trådte 17-årige Alberte Greve fra Næstved også i pedalerne i weekenden, da hun med det professionelle Køge-baserede hold, Team Rytger, deltog i det ikoniske belgiske brostensløb Gent-Wevelgem.

Og med en fornem 44. plads, blot 30 sekunder efter den engelske vinder Izzy Sharp, så fik det sydsjællandske cykeltalent igen vist, at hun besidder et lovende potentiale.

Frederik Irgens Jensen (2. fra venstre) føler, han har lagt yderligere lag på sit niveau hen over vinteren, og håber, det vil afføde topresultater i nærmeste fremtid. Foto: DirectVelo