Avisbude truet med kniv

Foto: KIM BRANDT
En smørkniv er som bekendt ikke verdens farligste våben, og det er da også sandsynligt, at den 28-årige mand slipper fra episoden med en løftet pegefinger og en bøde. Modelfoto.
En smørkniv er som bekendt ikke verdens farligste våben, og det er da også sandsynligt, at den 28-årige mand slipper fra episoden med en løftet pegefinger og en bøde. Modelfoto. KIM BRANDT

Flere avisbude i Slagelse fik tirsdag morgen ved 03-tiden en ubehagelig oplevelse, da de blev truet på livet af en 28-årig mand fra Slagelse.

Det foregik på Østre Allé 30, hvor Sjællandskes budlokale ligger. Hver morgen ved 03-tiden ankommer de af tryksværte duftende aviser, hvorefter budene begiver sig ud på deres ruter.

Men så langt nåede de ikke tirsdag morgen, før den 28-årige mand indfandt sig i lokalet, hvor han truede med en kniv, kaldte alle for »idioter« og sparkede til nogle knallerter, der stod parkeret udenfor.

Der blev straks ringet til politiet, som ankom kort efter. Og det lykkedes da også ret hurtigt for ordensmagten at slå en klo i den ophidsede mand.

– Han er nu anholdt og vil formentlig blive sigtet for trusler på livet, oplyser Kurt G. Nielsen fra Slagelse politi til Sjællandske.

Hvad der fik den 28-årige til sådan at miste besindelsen, står endnu ikke helt klart. Om han har været utilfreds med avisens indhold, kunne bestemt være en mulighed, men mere sandsynligt er det nok, at han er raget uklar med en eller flere bude, da han gik forbi Østre Alle nummer 30 i ikke helt upåvirket tilstand.

– Ifølge den 28-årige var det nogle bude, der havde råbt ad ham, og der opstod en diskussion. Den sigtede blev sur og hentede så en kniv – en smørkniv – i nærheden, hvorefter han kom tilbage og truede de tilstedværende, siger Kurt G. Nielsen.

Ingen kom noget til under episoden – bortset fra lidt småskrammer på to knallerter – og nogle aviser, som muligvis kom en anelse senere på gaden.