Sagen om den 35-årige, tidligere færdselsbetjent fra Skælskør, som onsdag sad for Retten i Næstved, anklaget for blandt andet at have udstedt falske bøder til udenlandske bilister, er ganske unik. Sådanne sager er simpelthen aldrig set før, fortæller anklager Mads S. Frandsen, sagsbehandler for Statsadvokaten.
– Det er meget svært at sige, hvad dommen bliver. Vi har simpelthen ikke hørt om sådanne tilfælde før, hvor betjente udsteder falske bøder og beholder pengene selv, sagde Mads S. Frandsen efter at have afhørt parter og vidner onsdag eftermiddag i Retten i Næstved.
– Det her er allerførste gang, jeg sidder med sådan en sag, tilføjede anklageren, som tidligt under retsmødet forklarede, hvordan det sandsynligvis er gået til, at en færdselsbetjent kunne snyde – og hvordan han blev fældet. En sag, som Den Uafhængige Politiklagemyndighed i øvrigt har efterforsket siden foråret 2014.
Det var nemlig først, da en anden betjent undersøgte en mistænkelig bil og fandt en falsk bøde, at der blev slået alarm. Bøden fremgik ikke af politiets systemer, og underskriften var af interessant karakter, da navnet »Søren Hansen« var fiktivt, beskrev Mads S. Frandsen.
– Man kunne dog godt se, at det var en betjent, som havde skrevet bøden, da forkortelsen »KK« (for kørekort, red.), var brugt, fortalte han og tilføjede, at sporene til sidst pegede i retning af den nu suspenderede færdselsbetjent.
Samtidig sagde advokaten, at den anklagede betjents nøglebrik til politigården i Slagelse ofte blev aktiveret på besynderlige tidspunkter, ligesom han ofte kørte rundt i politiets køretøjer efter arbejde. Det er i øvrigt her, at anklagen om brugstyveri kommer ind i billedet.
Der falder dom den 12. februar.