Amanda satser på socialrådgiverstudiet

Amanda Christiansen bor i Slagelse, og her håber hun også, at hun kommer ind på socialrådgiveruddannelsen. Privatfoto.
Amanda Christiansen bor i Slagelse, og her håber hun også, at hun kommer ind på socialrådgiveruddannelsen. Privatfoto.

Sjælland: Amanda Christiansen er 19 år, men trods sin unge alder har hun blikket fast rettet mod sin uddannelsesvej.

Hun søger ind på socialrådgiveruddannelsen på Professionshøjskolen Absalon i hjembyen Slagelse.

– Man kan jo aldrig være 100 procent sikker. Men jeg regner med at kunne komme ind på kvote 1 med mit snit – 8,7 – og det vil være dejligt, hvis jeg kan læse så tæt på som muligt. Men ellers er Roskilde også et godt alternativ, siger hun.

I øjeblikket arbejder hun med handicappede børn, og det er blandt andet på jobbet, at hun har fået lyst til at blive socialrådgiver.

– Socialrådgivere er så vigtige for samarbejdet mellem kommune og forældre, og jeg er meget inspireret af de socialrådgivere, jeg har mødt, fortæller Amanda Christiansen.

Hendes egen baggrund har også været med til at spore hende ind på hendes uddannelsesvalg, og det er med til, at hun tager udsigten til de mulige høje sagspukler, tunge problemstillinger og store udfordringer i fremtidens job med ro.

– Jeg er klar over, at det er et job, der godt kan være hårdt. Men qua min egen baggrund, hvor der også var socialrådgivere, som skulle have været der for min familie, så ved jeg noget om, hvordan det er. Hvis det er hårdt for socialrådgiveren, er det jo endnu mere hårdt for dem, som vi skal forsøge at hjælpe, siger Amanda Christiansen.