Alle har ret til vind i håret

De glade støtter, her i skikkelse af Lindy Olsen fra Korsør Marineforening og Birte Borg fra Inner Wheel, fik tirsdag en tur i den spritnye rickshaw, som koster i omegnen af 40.000 kroner. På sadlen sidder cykelpilot John Mortensen.
De glade støtter, her i skikkelse af Lindy Olsen fra Korsør Marineforening og Birte Borg fra Inner Wheel, fik tirsdag en tur i den spritnye rickshaw, som koster i omegnen af 40.000 kroner. På sadlen sidder cykelpilot John Mortensen.

Siden Slagelse Kommune gik ind i projektet »Cykling uden alder«, er antallet af rickshaw-cykler steget gevaldigt. Tirsdag donerede Korsør Marineforening 5.000 kroner, mens den verdensomspændende kvindeorganisation Inner Wheel – med over 100.000 medlemmer verden over – gav 4.000 kroner til endnu en af slagsen.

– Det er et rigtig godt initiativ, som jo er målrettet vores ældre medborgere, så også de kan få lidt vind i håret, fortalte præsident Birte Borg fra Inner Wheel, da hun uden for Marineforeningens hus ved Fæstningen tirsdag formiddag lykønskede de glade modtagere.

Giver livet kvalitet

Allerede på nuværende tidspunkt er projetet bredt godt ud i Slagelse Kommune – og nu har kystbyen Korsør også en rickshaw. Hvor den kommer til at stå, er stadig uvist.

Hvad der dog står som et lysende faktum, er, at en tur i sædet med en såkaldt pilot bag styretøjet giver livsglæde. Især for de ældre borgere, som i fremtiden vil blive kørt rundt i byen.

– Det er livskvalitet. Ikke bare for dem, men også for mig. Glæden er lønnen i sig selv, fortæller piloten John Mortensen, som godt kunne bruge nogle ligesindede.

– Vi kunne godt bruge nogle flere piloter, så alle, som har lyst, er velkomne til at henvende sig, siger den lokale koordinator Lise Friberg, som også er tilknyttet Aktivitetscenter Teglværksparken.