”Jeg vil gerne huskes som en ikke-kedelig person”. Sådan sagde Lise Nørgaard i ”Det sidste ord” – det særlige interview Mikael Bertelsen lavede med hende, som blev vist efter hendes død den 1. januar i år.
Og kedelig er da heller ikke et mærkat, nogen af de mange mennesker, hun nåede at møde i sit 105-årige liv, vil sætte på hende. Præst Kathrine Lilleør bemærkede kærligt til hendes begravelse, at ”en lille smule argumentresistent kunne hun godt være”. Filosofiprofessor Vincent F. Hendricks har kaldt hende et kulturikon, en dannelsesdronning, en festabe og en god ven. Og Søren Pind har omtalt hende som begavet, interessant at være sammen med og den første stiletfeminist i Danmark.
Lise Nørgaard var faktisk ikke-kedelig helt fra den dag i juni 1917, hun blev født i Roskilde. Det selvom hun blev stemplet som en fejlleverance, fordi hendes far var grosserer og ønskede sig en mandlig arving.
Miss Køge Bugt
Men lille Lise lod sig ikke holde tilbage i det pæne borgerlige hjem. Hun havde store drømme og ville ikke lade sig begrænse af datidens forventninger til, at en kvinde skulle holde hus og passe børn.
Da hun meddelte, at hun ville rejse til USA og blive berømt, indkasserede det dog en lussing fra hendes far. Og da hun i al hemmelighed søgte berømmelsen ved at stille op til ”Miss Køge Bugt” – og vandt konkurrencen – var det hendes mor, hun fik en ørefigen af, mens faderen fik familiens advokat til at ringe rundt til alle medier i Roskilde og Køge for at få dem til at undlade at trykke ”skandalen”.
Faderen var heller ikke imponeret, da hun meddelte, at hun ville være journalist. Han mente, at så kunne hun lige så godt arbejde på et bordel i Rio de Janeiro. Ansat blev hun dog på Roskilde Dagblad i 1935 som den eneste kvinde på redaktionen.
Sagde farvel og tak
I 1938 blev Lise Nørgaard gift og over de næste år mor til fire børn. Hun fortsatte dog sit arbejde som journalist, og i 1949 fik hun job på Politiken. Den økonomiske frihed, det gav hende, var en af grundene til, at hun brød ud af det ægteskab, hun ikke var tilfreds med. Det hele kulminerede en aften, hvor han kaldte hende ”dumme kælling” og gav hende en på skrinet. ”Så sagde jeg farvel og tak,” fortalte Lise Nørgaard. Året efter blev hun gift med journalist Jens Waaben Nørgaard, som hun blev sammen med til hans død i 1984.
Spillede i dur
Uanset om Lise Nørgaard mødte modgang i privatlivet. Og uanset at hun oplevede alt fra den spanske syge, to verdenskrige og den kolde krig til oliekriser, finanskriser og klimakrise, holdt hun fast i, at: ”Jeg spiller i dur. Jeg kan ikke tage jammer.”
Hendes glimt i øjet og ironiske distance gjorde hende også til den fantastiske fortæller, der ikke bare var sjov at have med til et middagsselskab, men som også udgav mange bøger og var hovedforfatter på ”Matador”.
Hun vil dog ikke huskes som Matadors mor, selv om hun var stolt af den ikoniske tv-serie, hun skabte. Hun vil hellere huskes for sin journalistik, hvormed hun blandt andet kæmpede for fri abort og for p-pillen, som hun kaldte ”det største af alt”, fordi den frigjorde kvinder.
Så nej, Lise Nørgaard var ikke kedelig. Og det bliver nemt at ære de allersidste ord, hun som 105-årig sagde til kameraet med et skævt smil: ”Jeg håber, I vil huske mig en lillebitte smule.”
Kilder: ”Det sidste ord” – Mikael Bertelsen interviewer Lise Nørgaard, TV2, artikler i Kristeligt Dagblad, Politiken, Information og på dr.dk
