Forfatteren Sofie Riis Endahl giver de unge en stemme

“Fuck det, jeg skal vise dem”. Sådan tænkte Sofie Riis Endahl, da hun som 11-årig havde sendt en roman om havfruer til Gyldendal og fik afslag.

– Afslaget – og de sindssygt mange andre afslag jeg fik i årene efter – motiverede mig bare til at blive så god, at de ikke kunne sige nej til mig, forklarer Sofie Riis Endahl, der er 22 år og netop har udgivet sin syvende roman ”Vi dør alligevel snart”. Hun synes selv, det er en kæmpe fordel, at hun begyndte at skrive og udgive i en meget tidlig alder, fordi det gjorde hende frygtløs. Og således ikke var bange for anmeldelserne, da hun debuterede med romanen ”Sindstequila” som 17-årig. Den fik da også store roser. Men Sofie Riis Endahl er som 22-årig mere selvbevidst og derfor stålsat på, at kunsten og forfatterskabet ikke må fylde det hele.

– Det er hårdt at skrive, hårdt at skulle være i medierne og hårdt at ens succes som forfatter afhænger så meget af andre menneskers modtagelse. Derfor studerer jeg kunstig intelligens ved siden af. At sidde og arbejde med kodning er fantastisk, og så er der rigtig gode jobmuligheder. Jeg har brug for, at både min økonomi og mit selvværd ikke kun afhænger af mit forfatterskab, lyder det fra Sofie Riis Endahl.

Hun er blevet kendt for at give unge en stemme, fordi hun på en både rå og sårbar måde ruller dilemmaerne ud i ensomhed, usikkerhed og identitet.

– Jeg oplever, at mange mener noget om unge mennesker. Jeg tænker altid: Det er længe siden, du var ung. Jeg ved allerede ikke noget om det at gå i gymnasiet, her tre år efter. Så når jeg skriver om unge, er det ikke fordi, jeg har planlagt, at det er det, jeg skal. Det er fordi, jeg skriver om det, jeg ved noget om. Og jeg prøver ikke at lyde ældre end jeg er. Jeg vil gerne være tå-krummende og kikset, forklarer Sofie Riis Endahl og fortsætter:

– Unge bliver ofte negligeret og banaliseret, så jeg håber, voksne vil læse mindst lige så meget med. Så de får et større indblik i de unges liv og bliver bedre til at anerkende, at hvert et ungt menneske er lige så vigtigt og reflekterende et menneske som en ”voksen”.

Vi kæmper mod bias

Der er mange ting, Sofie Riis Endahl ikke skal kæmpe for, som Lise Nørgaard måtte. Men alligevel er kvinderollen, køn, identitet og ligestilling noget, der fylder en del i hendes hverdag.

– Når man arbejder med kunstig intelligens, sidder jeg som ene kvinde i klasselokalet, fordi der er 95 % drenge på uddannelsen. Og jeg tænker meget over, at det skævvrider mere, end de fleste aner. For al teknologi bygger jo på algoritmer, og når man sidder og koder, kan man ikke undgå at putte sig selv ind i det. Man tager en masse valg, som er biased og ikke datalogiske. Derfor er det farligt, at der ikke er større diversitet inden for kodning og kunstig intelligens. Så jeg har stillet op til alt, hvor jeg kunne være covergirl for uddannelsen. Ikke fordi det er nice at være eksponeret, men fordi der er vigtigt at vise, at piger også kan tage den her uddannelse, forklarer Sofie Riis Endahl.

Som forfatter mener hun også, hun har et ansvar.

– Jeg prøver at skabe karakterer, der har mange sider, og som er både sårbare og stærke. Det vigtigste for mig er, at de er mennesker, som alle er forskellige – uafhængigt af deres køn. Og så har jeg meget fokus på, hvad jeg selv kan bidrage med. For eksempel er jeg biseksuel og kan skrive oprigtigt ud fra dét perspektiv. Og så håber jeg generelt, vi kan komme et sted hen, hvor man kan åbne boksene for at være kvinde og mand. Jeg tror, vi hellere skal tale om maskuline og feminine energier eller koncepter, der er frigjort fra det biologiske køn. Så hvis vi for eksempel får flere kvinder ind i kunstig intelligens, er det ikke fordi, det kun er kvinder, der kan skabe noget for kvinder, men vi sikrer, at der kommer en større diversitet i udvikling af teknologi, så der er noget, der passer til alle behov, siger hun.