Carlo og Luna hjælper til i fængslet

Efter seks måneder på Jyderup Fængsel skal de to hunde til at finde et nyt hjem. Foto: Kriminalforsorgen

I Jyderup Fængsel er en del af de indsattes dagligdag at se på store øjne, våde snuder og logrende haler.

For seks måneder siden ankom de to hundehvalpe Carlo og Luna til det delvise åbne kvindefængsel.

- Carlo og Luna er de første hunde i Jyderup Fængsel, og det er gået rigtig godt, fortæller hundeinstruktør og teamleder hos Team Servicehunden Danmark Catja Vernal.

For det er nemlig de indsatte, som er blevet godkendt til projektet, der i samarbejde med Team Servicehunden Danmark og Kriminalforsorgen, der træner hvalpene to-tre gange om ugen, så de kan blive dygtige servicehunde til borgere, der lider af psykiske udfordringer.

Et win-win projekt

Carlo og Luna er blot de seneste i en lang række servicehunde, der er blevet oplært i de danske fængsler.

Kriminalforsorgen skriver på det sociale medie LinkedIn, at siden 2019, hvor projektet startede i Søbysøgård Fængsel, er godt 50 hvalpe trådt ind bag murene, blevet oplært af særligt udvalgte indsatte og kommet ud igen på den anden side til gavn for borgere med psykiske udfordringer.

- Det her projekt er virkelig en win-win. De indsatte lærer om ansvar, lederskab, at indgå i relationer, og på samme tid bidrager de til samfundet, siger Catja Vernal.

Team Servicehunden Danmarks projekt på de danske fængsler er også den første af sin art i Norden.

- Vores projekt er meget inspireret af USA, som i nogle fængsler har haft hunde fra dyreinternater med, som så bliver trænet af de indsatte. I vores projekt er det bare servicehunde, som så også bor på fængslerne, fortæller Catja Verna.

- Vi har også haft forskere med i projektet, og deres forskning viser, at hunde i fængsler er med til at give ro på afdelingerne og skabe bedre relationer mellem de indsatte, tilføjer hun.

De indsatte har ifølge Catja Verna været meget glade for projektet. Luna og Carlo er nemlig de første hunde, der som led i projektet har boet i Jyderup Fængsel.

Når hvalpene er to måneder gamle, kommer de i et halvt år på et fængsel, hvor de bor med de indsatte.

Herefter bliver de i tre-fire måneder trænet af hundeinstruktør, hvor de bliver “skræddersyet” specifikt til de borgere, hundene skal hjælpe som servicehunde.

- Nu er Luna og Carlo lige stoppet på fængslet, og derfor skal de lige have et par uger til at lande - det kan godt være forvirrende for hundene at blive flyttet rundt på. Derefter skal vi matche dem med et menneske, der har som brug for den ekstra støtte, som hundene kan give, fortæller Catja Verna.

Her kigger de særligt på, hvad hundene har af færdigheder, og hvad det er for behov, den enkelte borger har brug for.

- Hver hund er forskellig - de er ikke ens af temperament og sind, siger Catja Verna.

Nu er Carlo og Lunas eventyr i Jyderup Fængsel slut, og inden længe skal de ud og gøre en stor forskel for mennesker med psykiske udfordringer i rollen som servicehund.

Men med Carlo og Lunas for nyligt afsluttede eventyr, begynder et nyt for en ny hvalp, der lige er ankommet til fængslet.