Verdens bedste kok er hjemme: Søllerød Kros dna har været med hele vejen

Søllerød Kro kom på hele verdens læber, da chefkok Brian Mark Hansen i sidste uge blev kåret til verdens bedste kok ved de uofficielle verdensmesterskaber for kokke Bocuse d’Or. Nu er han hjemme fra Lyon og fredag kiggede borgmester Ann Sofie Orth (K) forbi for at hylde chefkokken.

Stjernekokken vender hjem: Nu venter hverdagen og en ny menu

For knap to uger siden var det en realitet: Søllerød Kros chefkok Brian Mark Hansen og hans assistent Elisabeth Madsen fra Svinkløv Badehotel vandt de uofficielle verdensmesterskaber for kokke Bocuse d’Or. Siden er stjernekokken vendt hjem til Søllerød Kro med det fine trofæ i guld. Selv har Brian Mark Hansen dog dårligt nok forstået, hvad det egentlig er, han har præsteret.

Foto: Benedicte Lorenzen

At chefkok Brian Mark Hansen kan trylle på en tallerken, står allerede klart i det øjeblik, man træder ind ad døren til Søllerød Kro, hvor det velkendte røde Michellinskilt markerer kroens kvaliteter på 16. år. I sidste uge nåede chefkokken dog helt op i madhimlens stjerner, da han vandt den præstigefulde pris Bocuse d’Or, også kaldet det uofficielle verdensmesterskab for kokke.

En kæmpe bedrift, som endnu ikke er gået helt op for den beskedne sønderjyde her knap to uger efter:

– Det er altså lidt vildt at tænke på, og jeg tror faktisk ikke, den er sunket helt ind endnu. Vi vandt jo mandag, og allerede dagen efter var jeg hjemme og skulle aflevere unger i skole, hvorefter jeg skulle herop på kroen og arbejde videre. Onsdag svarede jeg på op mod 2000 beskeder på sociale medier, så hverdagen meldte sig lynhurtigt, og jeg har nok ikke helt forstået, at vi rent faktisk har vundet, fortæller Brian Mark Hansen, der vandt prisen sammen med sin assistent Elisabeth Madsen fra Svinkløv Badehotel.

At Søllerød Kros chefkok så sandelig er verdens bedste til sit fag vider den store guldstatuette om, som snart vil kunne opleves i kroens restaurant.

– Vi har talt om, at prisen skal stå i restauranten, for der er rigtig mange gæster, der spørger til den. Vi skal dog lige have bygget en montre, den kan stå i, forklarer Brian Mark.

Fredag gæstede Rudersdals borgmester Ann Sofie Orth (K) Søllerød Kro for at ønske chefkok Brian Mark Hansen tillykke med sejren i de uofficielle verdensmesterskaber for kokke Bocuse d’Or.

En kæmpe bedrift

En af de stamgæster, der er kommet på Søllerød Kro i en årrække, er Rudersdals borgmester Ann Sofie Orth (K), der fredag kiggede forbi kroen for at lykkeønske Brian Mark Hansen med den flotte bedrift:

– Jeg er selv kommet her i rigtig mange år, og jeg kan virkelig mærke, at kroen hele tiden udvikler sig. Hver gang jeg kommer her, er der sket små ting på tallerkenen, som er anderledes, end sidst jeg var her. Jeg synes, det er fuldstændig fantastisk, at Rudersdal nu kan bryste sig af at have verdens bedste kok. Det er en kæmpe bedrift, Brian Mark Hansen og Elisabeth Madsen har begået, siger borgmesteren og tilføjer:

– Vi værner meget om Søllerød Kro her i kommunen, for det er bare så vigtigt, at det går den godt. Og det må man jo sige, at det gør nu.

Hvad venter der så nu, hvor stjernestøvet så småt har lagt sig over kroen, og hverdagen er tilbage:

– Vi skal i gang med at skabe vores nye menu, og vi kommer selvfølgelig til at trække nogle små ting ind fra Bocuse d’Or, men egentlig vil jeg sige, at Bocuse d’Or jo faktisk er Søllerød Kro, for det er hjerteblod, vi har lagt i fra min side af. Mest af alt vil jeg gerne præsentere Brian Mark på tallerkerne her i kroen, og det ville jeg også til konkurrencen i Lyon. Søllerød Kros dna har været med hele vejen, siger Brian Mark Hansen.

Chefkok Brian Mark Hansen er tilbage i køkkenet på Søllerød Kro efter sidste uges sejr ved den præstigefulde kokkekonkurrence Bocuse d’Or, som nu betyder, at han kan kalde sig verdens bedste kok.