Niels Vincens Grunnet, sognepræst ved Nærum Kirke
"Er du ikke bange for at blive smittet… igen?"
Som folkekirkepræst med møder og samtaler, gudstjenester og kirkelige handlinger med mange forskellige mennesker, forstår jeg godt spørgsmålet.
For jeg var én af dem, der formentlig var syg med Covid19 tidligt i marts, men som måske aldrig får vished for det. Jeg havde de allerfleste symptomer blandt andet med vejrtrækningsproblemer, som føltes som om, jeg trak vejret gennem et sugerør. Jeg selvisolerede mig men blev ikke testet, for det blev man ikke tilbudt på daværende tidspunkt, og langt senere test kunne ikke længere påvise noget, heller ikke apotekets antistoftest.
Men jeg er nu ret sikker på, at jeg havde sygdommen og har den dag i dag senfølger såsom øget træthed, muskelsammentrækninger i halsen, dårlig trykudligning på ørerne, tinnitus og svimmelhed til følge. "Kendte senfølger efter alvorlig virus infektion, så det var nok corona, du havde", som min hals- og ørelæge udtrykte det! Heldigvis skulle senfølgerne forsvinde igen…formentlig da.
Tilbage til spørgsmålet: "Er du ikke bange for at blive smittet…igen"? Jeg aner egentlig ikke, om jeg kan blive smittet igen, men jeg ved, at jeg vælger ikke at lade mit liv styre af bekymringen. Måske er det én af de gode "erhvervsskader" fra mit arbejde som sognepræst, at jeg til daglig mindes om livets sårbarhed og kan se, at der kan gå død i menneskers liv, mens de stadig lever.
Piet Hein har sagt det sådan i et af sine små gruk: "Livet har mere end tilstrækkelig længde til helt at glemme dets egentlige pointe."
Jeg tænker, vi alle må prøve at drage omsorg for det, vi vitterlig kan drage omsorg for – også med en fornuftig livsførelse med coronaen -, men samtidig ikke lade os diktere af den nytteløse bekymring, som vi alligevel ikke kan ændre på, og hvor den største bekymring er den, at vort liv en dag slutter.
Ethvert menneskeliv er på sæt og vis en tabshistorie, men det er bare ikke hele historien. Tab kan også være noget glædeligt. Vi kan for eksempel tabe vort hjerte til et andet menneske. På den måde er det stærkeste her i tilværelsen det, vi taber og skænker til andre.
Til vores sidste åndedrag kommer livet igen og igen bag på os, ligesom også kærligheden gør det, og som heldigvis ikke tænker i noget for noget.
Det bekræfter mig i, at jeg ikke febrilsk behøver at være mit eget livs projektleder men også kan give livet og mine medmennesker plads til at skabe den mening, som jeg ikke altid selv kan få øje på og i sidste ende lægge den allersidste bekymring i Guds hænder.
