
Miljø- og Teknikudvalget i Rudersdal Kommune har besluttet at bevillige fem millioner kroner til en renovering af Chr. Winters Sti, der går langs Furesøen. Stien er en af kommunens mest benyttede rekreative stier – som også benyttes af mange cykelpendlere.
– Jeg er meget glad for, at vi nu går i gang med en meget tiltrængt renovering af Chr. Winters Sti langs Furesøen. Stien er meget ødelagt af de seneste storme og hårdt vintervejr, og det er et stort ønske fra mange borgere, der nu heldigvis går i opfyldelse, siger formand for Miljø- og Teknikudvalget i Rudersdal, Court Møller (R).
Renoveringen kommer til at foregå i fire dele, hvor første del består af et nyt brodæk på pæle oven over den eksisterende asfalt-sti.
Brodækket laves i hårdt træ eller et kompositmateriale i samme bredde som den nuværende sti og med fodkanter for at skabe mere sikkerhed i færdslen.
– Den nuværende sti bevares, men skjules under brodækket. Brodækket sættes cirka 40 centimeter over højeste vandstand for at sikre mod oversvømmelse. Det bliver en fantastisk flot sti, når den står færdig, og det er dejligt, at vi har mulighed for at prioritere den fulde strækning langs søen, lyder det fra Court Møller.
Renoveringsprojektet forventes at gå i gang til august.