Kulnaturen fylder krop og sind med velvære

Ud af tilfældigheder voksede Kulnaturforeningen på Skodsborg Station, som musiker, skovfitter og naturekspert Jeanett Debb står i spidsen for.

Jeanett Debb sidder her i Kulnaturhuset på Skodsborg Station, hvor Kulnaturforeningen flyttede ind, efter deres tidligere hus brændte. Foto: Benedicte Lorenzen

Foto: Benedicte Lorenzen

I næseborene flimrer duften af noget svagt velkendt og alligevel fremmed. Det er krydret. Kanel måske? Eller gran? Snart lander et minde om julestemning på nethinden, selv om kalenderen skriver april. Følelsen af forår vender dog tilbage, da øjnene mødes af frisk udsprungne bøgegrene på bordet, og ørene fyldes af fuglefløjt fra en lille radio.

Hyggefølelsen fylder kroppens sanser fra det øjeblik, fødderne træder indenfor i det lille røde murstenshus på Skodsborg Station kaldet ”Kulnaturhuset”. Godt nok suser Øresundstoget forbi blot få meter herfra, men omgivet af lysegrønne grene, hjemmelavede tæpper og små trolde, føles det mere som om, man er trådt ind i et hobithus, hvor velvære er på dagsordenen blot få skridt fra Øresund og Jægersborg Hegn.

Her blandt vilde planter og afskårne grene møder vi Jeanett Debb, jazzmusiker, skovfitter og naturekspert.

– Så er grandkaffen serveret, og jeg har selv lavet den, fortæller hun og beskriver hermed årsagen til den krydrede duft i Kulnaturhuset.

– Grandkaffen består af gode mørke bønner, 50 procent dansk gran, syrisk kommen og kanel. Den blanding elsker jeg. For mig handler det om at få vildskaben ind, og det behøver ikke smage dårligt. Grandkaffen her smager lidt af jul, og så er den pivhamrende sund. Der er meget mere C-vitamin i end i en appelsin, forklarer hun.

Skovfitness er en stor del af Kulnaturforeningen, som begyndte med, at Jeanett Debb besluttede sig for at træne sin diskusprolaps væk i skoven. Foto: Benedicte Lorenzen Foto: Benedicte Lorenzen

Bygget af tilfældigheder

Men hvad er et kulnaturhus helt præcist? Kort sagt er det et grønt motions- og kulturtilbud, der byder på oplevelser i naturen. En idé, der voksede ud af en række tilfældigheder, fortæller Jeanett Debb:

– At jeg skulle ende med at leve af naturen på den her måde, var egentlig ikke meningen. Jeg var jazzmusiker, men så viste det sig, at min datter havde en sjælden sygdom, som betød, at hun var syg hele tiden og skulle på hospitalet hver måned. Det betød, at jeg ikke kunne fortsætte den musikkarriere, jeg ellers havde gang i, fortæller hun og fortsætter:

– Sidenhen fik jeg en diskusprolaps, som jeg besluttede mig for at træne væk. Jeg har tidligere gået meget op i træning. Med en syg datter derhjemme havde jeg dog ikke meget tid til at gå i træningscentret. Nu bor min datter og jeg jo i et af tårnene over stationsbygningen her i Skodsborg, så skoven ligger lige bagved. En dag besluttede jeg derfor, at jeg ville gå ud i skoven og træne min diskusprolaps væk. Det tog tre måneder.

Musikken er en vigtig del af både jazzmusiker Jeanett Debbs og Kulnaturforeningens DNA. Foto: Benedicte Lorenzen Foto: Benedicte Lorenzen

Året er 2014, og Jeanett Debbs naturlige træning gik ikke stille hen. Faktisk henvendte flere sig til hende og spurgte, om ikke de måtte komme med ud i skoven og træne sammen med hende. Snart kunne man møde 30 naturtrænende mennesker, og sådan blev Jeanett Debbs Skovfit.dk født. Det blev dog ikke ved den ene gode idé, for hendes musikalske talenter holdt sig ikke tilbage:

– Det hele begyndte med skovfitness, men efterhånden opdagede jeg, at folk elskede, når jeg af og til gav en lille jazzkoncert. Det fik mig til at indse, at folk havde lyst til at blive, når man også lavede fællesskabsting. Desuden servede jeg altid et eller andet vildt fra skoven efter hver skovfitseance, så de også kunne få et stykke natur indenbords, fortæller Jeanett Debb.

En forening fødes

En anden vigtig bestanddel af den kreative kvinde er nemlig at skabe vilde fødevarer ud af naturens eget forrådskammer. Et talent, hun har fået fra sin mormor:

– Jeg lærte om naturens gemte skatte af min mormor, som sikkert var blevet brændt på bålet, hvis hun havde levet i en anden tid. Jeg er jo vokset op her på Skodsborg Station med skoven i baghaven, så jeg fører egentlig bare min mormors traditioner videre, som hun har lært mig op i, siden jeg var barn, siger Jeanett Debb.

På ryggen af skovtræningen, musikken og det naturlige køkken fødtes Kulnaturforeningen, som Jeanett Debb står i spidsen for, og som tilbyder grønne glæder:

– Der er mange, der har svært ved helt at forstå, hvad vi laver, fordi vi både laver skovfitness, sanketure, workshops og jazzkoncerter. For mig giver det dog super meget mening, at man laver grøn motion og grøn kultur. Det hænger ligesom bare sammen.

Planter og instrumenter fylder godt op i kulnaturhuset på Skodsborg Station, hvor grøn motion og kultur byder velkommen. Foto: Benedicte Lorenzen Foto: Benedicte Lorenzen

Op fra asken

Den gode grønne idé var dog bogstaveligtalt ved at gå op i røg, da en brand sidste år brød ud i et gammelt stationshus på skovsiden af Skodsborg Station, hvor skovfitterne havde deres udstyr. Alt var væk, men som en anden fugl Føniks voksede en ny mulighed ud af asken fra det gamle:

– Det var forfærdeligt at miste vores skur, men siden fik jeg mulighed for at rykke ind i den her bygning, hvor vi kan slå langborde op og lave fællesspisninger, eller vi kan tage en guitar frem, og så går der lidt kulnatur-jam i det. Det kan meget mere, end det gamle skur, som vi mest brugte til opbevaring af skovfitternes udstyr, fortæller Jeanett Debb og slutter:

– Jeg elsker at være i det her nye hus, som vi indviede i lørdags. Det er ligesom bare blevet til, at folk kommer forbi, og det er fantastisk.

En forårsgrøn sløjfe pryder døren til Kulnaturforeningens nye hus på Skodsborg Station, som blev indviet for nylig på foreningens ni års fødselsdag. Foto: Benedicte Lorenzen Foto: Benedicte Lorenzen