Børn hopper og leger sig til medaljer

Foto: Joram G. Menzer

Det giver energi til skolearbejdet og nye kammerater at dyrke idræt. Noget Jump4fun børnene er enige om, og så får man oven i købet en medalje.

-Det er sjovt at være her, og jeg har fået nye venner. Jeg føler mig også mere frisk i skolen, siger Defne Kiraz på 14 år, som er et af 14 Jump4fun børn, der har taget hul på mandagstræningen i gymnastiksalen på Birkerød Gymnasium.

Denne mandag har hun lidt kriller i maven, for hun skal modtage en medalje. Hun har allerede fået træningstøjet med logo, det får man efter et fremmøde på 10 gange. Inden dagens boldleg overrækkes medaljer til Emil Mullertz, Alexander Walin Stender og Defne Kiraz, som alle har gået på Jump4funholdet i et år. De er lidt generte ved at træde op på plinten og få alles opmærksomhed. Flere har taget deres forældre med i dagens anledning.

Jump4fun er frugten af et samarbejde mellem DGI, Julemærkefonden, flere hospitaler på Sjælland og en række idrætsforeninger. Målet er at skabe et idrætstilbud, hvor der er plads til alle, primært overvægtige børn og unge, men også de sårbare hvis holdet kan rumme det. I Rudersdal Kommune varetages Jump4fun af Club New Start med de to erfarne trænere Trine Hauge Knudsen og Christina Schnügger, og Søllerød Svømmeklub har et Jump4fun svømmehold om fredagen.

-Vi kan se, at vi gør en stor forskel, børnene kommer igen uge efter uge. De opbygger venskaber og glæder sig til at se hinanden og os. Vi arbejder med at skabe tillid og gode vaner for samværet som for eksempel, hvordan man taler pænt til hinanden, og at der er plads til alle, siger Christina Schnügger.

Læs hele artiklen i Frederiksborg Amts Avis fredag.