Bevaringsværdig blodbøg bliver fældet med blødende hjerte

Foto: Joram Gregers Menzer

Den store blodbøg, i Cathrinelystparken i Birkerød er sygt, og Rudersdal Kommune er derfor nødsaget til at fælde træet. Blodbøgen, der er udpeget som bevaringsværdigt, er blevet angrebet af kæmpeporresvamp, hvilket betyder, at rødderne rådner, og der er derfor risiko for, at træet vælter.

– Der massiv forekomst af kæmpeporresvamp, som nedbryder de store holderødder under træet. Derfor kan det faktisk vælte lige så pludseligt som et lyn fra en klar himmel, og det kan ske uden en storm, siger Elsebeth Clemmensen, der er landskabsarkitekt i Teknik og Miljø i Rudersdal Kommune.

Karsten Ive fra Danmarks Naturfredningsforening (DN) er ked af, at træet skal fældes, men han vurderer, at der ikke er andre udveje.

– Det er trist, at det skal fældes, men dommen er entydig, og det ville være uansvarligt at lade det blive stående. Jeg ved, at kommunen fælder træet med et blødende hjerte, for det er jo et helt fantastisk træ, som er i hvert fald 200 år gammelt, siger Karsten Ive.

I stedet for at fælde hele træet, har DN foreslået, at kommunen lader en stub på tre til fire meter blive stående tilbage, fordi stubben kan blive et lille biologisk system i sig selv.

– Af hensyn til biodiversiteten i parken er det en god ide at lade noget stå tilbage, for når det går i forrådnelse, går der svamp i det, og så kommer der insekter, og når der er insekter kommer der fugle, siger Karsen Ive.

Formand for Miljø- og Teknikudvalget i Rudersdal Kommune Court Møller (B) vil gerne gribe bolden fra DN, men det kræver nogle praktiske overvejelser.

– Det er en god ide, og jeg har drøftet forslaget med forvaltningen, og vi taler om, hvordan vi kan gribe det an, så stubben indgår naturligt i parken. Netop fordi det er et parkområde skal det stadig se smukt og karakterfuldt ud. Jeg kan godt se, at det kunne hænge sammen, men der også nogle æstetiske overvejelser, siger Court Møller,

Læs mere i Frederiksborg Amts Avis onsdag den 7. oktober.