
I sagen mod en 67-årig mand, der sidste år i december skød og næsten dræbte den 26-årige Patrick Aulum-Pedersen, mener anklageren Kenn Jørgensen ikke, at der kan være tvivl om den tiltaltes skyld. Manden er tiltalt for forsøg på manddrab.
Den 67-årige skød Patrick Aulum-Pedersen, da den 26-årige natten til den 6. december knuste en rude i den tiltaltes kælderdør. Den tiltalte har i retten forklaret, at han frygtede, at der var tale om et hjemmerøveri. I 2011 var han udsat for et groft et af slagsen, hvor tre mænd trængte ind og tæskede ham med et koben, en hammer og et kosteskaft.
Trods det mener anklageren ikke, at det kan lægges til grund, at den tiltalte handlede i nødværge, da han sidste år skød Patrick Aulum-Pedersen.
– I skal tage hensyn til, om tiltalte anså det som sandsynligt, at Patrick ville dø af skuddet. Her skal retten bruge sund fornuft, for tiltalte har været jæger, så han ved udmærket godt, at et haglgevær kan være dræbende. Selvfølgelig må man forsvare sig mod et angreb, men Patrick havde hverken våben eller fremførte trusler, og han var ikke inde i kælderen. Det er kun i USA, man kan skyde folk og slippe af sted med det – det kan man altså ikke i Danmark, sagde Kenn Jørgensen , som altså ikke mener, at den tiltalte skal slippe for at blive straffet.
– Det må være indlysende for os alle, at det ikke var nødvendigt at affyre skuddet mod Patrick. Der var ikke tale om, at der foregik et angreb mod den tiltalte, og der var ikke overhængende fare for, at et angreb ville finde sted, sagde anklageren.
Den tiltaltes forsvarsadvokat er ikke enig i den udlægning.
– En indtrængen i ens hjem kan godt ses som et overhængende angreb, og når man tager den tiltaltes historie med hjemmerøveriet i betragtning, kan der ikke være tvivl om, at min klient handlede i nødværge. Han var hunderæd. Han siger på opkaldet til alarmcentralen, at han ikke vil slås ihjel. Han tænker jo ikke: »Nu skyder jeg, og så kan det godt være, at jeg rammer«. Han er bange og vil forsvare sig selv. Han har jo også forklaret, hvordan han fik deja-vu fra hjemmerøveriet i 2011. Det sidder dybt i ham, sagde forsvareren Malene Palludan Rysgaard.
Derudover fremhæver anklageren, at Patrick Aulum-Pedersen tidligere på aftenen havde opført sig truende og aggressivt over for sin chef til en julefrokost i Holte. Derudover havde han vækket et ægtepar på samme gade, som den 67-årige bor, og ægteparret har i Retten i Lyngby forklaret, hvordan Patrick Aulum-Pedersen havde insisteret på, at han skulle ind i deres hjem, da han ved 01-20-tiden natten til den 6. december havde banket dem op. De opfattede ham begge som aggressiv og truende.
– Vi må ikke glemme, hvor truende og aggressiv han var over for sin chef, og at chefen var bange for, at han ville rasere det hotelværelse, som han havde fået stillet til rådighed. Og i det andet hus, hvor han havde banket på ruden, sagde han : »jeg vil ind, jeg vil ind«. Så når han knuser en rude i tiltales kælderdør, er der næppe tvivl om, at det også var meningen, at ville indenfor, og det er også det tiltalte opfatter. Og det er altså Patrick Aulum-Pedersen, der befinder sig ved en fremmed mands hjem midt om natten, hvor han har knust en rude. Tiltalte føler, at den eneste måde han kan forsvare sig på, er ved at affyre et varselsskud. Det er tragisk, at han rammer Patrick Aulum-Pedersen, men det var ikke meningen, sagde Malene Palludan Rysgaard.
Nævningetinget, der består af seks nævninge og tre juridiske dommere, har trukket sig tilbage for at vortere. De er tilbage igen klokken 13.00, hvor der muligvis falder dom. SN.dk følger sagen fra Retten i Lyngby.