VIDEO: Verdens bedste Jeanette lagde vejen forbi

Tirsdag aften summede Roskilde Svømnings klublokale af forventning.

Cirka 70 medlemmer og forældre var mødt op for at høre Danmarks største svømmestjerne, Jeanette Ottesen, fortælle om, hvad det kræver, hvis man vil være nummer et.

Foredraget kom hurtigt til at dreje sig om detaljer, for det er i detaljen, i perfektionen, at man finder de sidste hundrededele, som gør, at man ender øverst på skamlen og ikke bare som nummer to, tre eller lige uden for medaljerne.

– Et sted hvor jeg henter lidt, det er ved at være klar fra start. Det vil sige at time, at hele min krop er spændt i det øjeblik, startskuddet lyder. Misser jeg det, og skal jeg først til at spænde i kroppen, så er jeg allerede lidt bagefter, fortalte Jeanette Ottesen blandt andet publikum.

De fik også andre detaljer som madindtagets betydning for præstationen, og om at man ikke skal se efter sin modstander i bassinet, fordi det er en unødig bevægelse, som sinker en. Det er kort sagt forstyrrende for det endelige mål at komme først til bassinkanten.

Hos Roskilde Svømning var der stor begejstring over foredraget. Det er første gang, at svømmeklubben holder et arrangement med en verdensstjerne som Jeanette Ottesen, men Henrik Paaske er sikker på, at det ikke bliver den sidste.

Efter foredraget flokkedes svømmerne om deres idol, for der var sat en halv time af til at skrive autografer.