Uddannelse er den bedste investering

Erhvervsmanden og akademichefen Peter Schwalbe har rundet 60 år

Rundt på Zealand: Uddannelse er den bedste investering

Peter Schwalbe har været akademichef for Zealands afdeling i Roskilde i syv år, og har blandt andet samlet uddannelserne på et nybygget campus, der stod færdigt i 2019.

– Jeg tror godt, jeg kunne være i tvivl om meningen med at sælge vaskepulver. Men her behøver jeg slet ikke være i tvivl, for vi hjælper unge mennesker på vej, og det giver så meget mening, siger akademichefen for Zealands afdeling i Roskilde, Peter Schwalbe, der fyldte 60 mandag 20. marts.

Han voksede op i Jyllinge og gik i den lokale folkeskole. Den naturlige fortsættelse af, hvad der siden skulle vise sig at blive et langt uddannelsesliv, blev Amtsgymnasiet, hvor han gik på sproglig linje. Her blev han placeret ved siden af Kirsten, som hjalp ham med latin, og siden giftede sig med ham. I dag er Kirsten færdig med at hjælpe Peter Schwalbe med de latinske bøjninger, men hun er stadig gift med ham. Parret har boet på Frederiksberg i København gennem mere end 20 år, og selv om de begge har rødder omkring Roskilde, har Peter Schwalbe endnu ikke haft held til at overbevise hende om at vende tilbage til domkirkebyen.

Toppen af erhvervslivet

Til gengæld har han nu set byen nærmest dagligt gennem de seneste syv år, hvor han har været akademichef for Zealand. Peter Schwalbes CV pegede måske ikke entydigt i den retning, da han fik jobtilbuddet i 2016. På dette tidspunkt var den uddannede jurist og advokat, der både havde taget en MBA i London og læst Master of Law i Cambridge, ansat som investeringschef i Statens Investeringsfond for Udviklingslande. Forinden havde han beklædt en række topstillinger i Carlsberg gennem 14 år – et arbejdsliv der havde ført til ansættelser i både Vietnam, Kroatien og Sverige. De seneste ti år op til 2016 havde Peter Schwalbe både været Senior Investeringsrådgiver, afdelingschef og vicepræsident i Statens Investeringsfond for Udviklingslande, og måske var han ved at være moden til et sceneskift.

Peter Schwalbe er jurist og advokat, og havde beklædt topstillinger i både Carlsberg og Statens Investeringsfond for Udviklingslande inden han kom til Zealand.

Fælles rammer og kultur

Hans kone mente i hvert fald, at Peter skulle springe ud i det. Så det gjorde han. Opgaven lød blandt andet på at lægge de fire afdelinger sammen til én, og den slags havde han da prøvet nogle gange i det private erhvervsliv. Akademichefen kom i arbejdstøjet på Maglegårdsvej, og gik straks i gang med at skabe et samlet Zealand på grunden for det tidligere Slagteriernes Forskningsinstitut. Nybyggeriet og istandsættelsen af det bestående kostede 250 millioner kroner, og stod færdigt i 2019, og Peter Schwalbe kan glæde sig over, at han har bidraget til at skabe en samlet uddannelsesinstitution med 17-1800 studerende og omkring 100 medarbejdere.

– Vi er samtidig lykkedes med at udvikle en fælles kultur, og få slået fast i de unges bevidsthed, at der er noget, der hedder Zealand. Vi spiller en rolle i at få så mange unge som muligt trukket til Roskilde, og slå sig ned her bagefter, siger akademichefen.

Nærmest jobgaranti

Han lader til at stå med et godt produkt, for arbejdsmarkedet skriger på datamatikere, markedsføringsøkonomer, procesteknologer og de mange andre dimittender, der bliver suget ud i arbejde fra Zealand. Uddannelserne foregår i tæt samarbejde med Roskilde ErhvervsForum og CoroLab, der begge holder til på samme matrikel, og naturligvis med erhvervslivet, hvor de unge kommer i praktik under deres uddannelse. 98 procent af dem får job i det private, og halvdelen får arbejde på deres tidligere praktiksted. Det er gode, men også nødvendige tal for Zealand, for årgangene falder op til 20 procent de kommende år.

-Så kampen bliver at holde status quo i et nedadgående marked, konstaterer en Peter Schwalbe, der tydeligvis ikke har glemt ordforrådet fra årene i erhvervslivet.

Alle mand på dæk

Der gemmer sig dog også et potentiale derude i markedet, for Region Sjælland er det område i Danmark, hvor flest ikke får en videregående uddannelse. Blandt disse er en gruppe på op til 15 procent, som har én eller flere diagnoser. Nogle af disse imødekom Zealand for et par år siden, da uddannelsesinstitution som én af de første oprettede A-holdet, som er en særlig klasse for elever med autisme.

– Vi har en enormt vigtig opgave med at samle op fra ungdomsuddannelserne og hjælpe dem videre. Der er et stort potentiale i gruppen af unge med diagnoser – og vi kigger altså ind i et arbejdsmarked, hvor alle mand skal på dæk, fastslår Peter Schwalbe.

Sikker investering

Så der bliver også lidt at arbejde med for akademichefen på Zealand i de kommende år. Når han ikke bruger tiden på at uddanne kvalificeret arbejdskraft, passer han familien og deres to hunde – som regel hjemme på Frederiksberg, men til tider også i sommerhuset i Svaneke på Bornholm. Øvrig ledig tid bliver brugt på at rejse, og denne sommer går turen med familien til Australien. Selve fødselsdagen nød de sammen på Hotel D’Angleterre, og derefter vendte Peter Schwalbe tilbage til arbejdet på Maglegårdsvej.

– Det er fedt at vende tilbage til Roskilde. Jeg har ikke fortrudt det endnu, for det er enormt givende at arbejde med uddannelser til unge mennesker. Samtidig finder du ikke en investering med højere afkast end uddannelse. De her penge kommer godt igen, forsikrer fødselaren.

Peter Schwalbe har været akademichef for Zealands afdeling i Roskilde i syv år, og har blandt andet samlet uddannelserne på et nybygget campus, der stod færdigt i 2019.