Det sker ikke så tit, at marinarkæologer får mulighed for at udgrave et helt skib, og da endnu sjældnere to skibe. Men det er ikke desto mindre, hvad marinarkæologer fra Vikingeskibsmuseet i Roskilde i øjeblikket er i gang med i sejlrenden ud for det kommende Lynetteholmen i København.
Her viste forundersøgelser, at der lå to skibsvrag, som kunne vise sig at være interessante at se nærmere på. Og så gik arbejdet ellers i gang på 12 meter vand.

Marinarkæologerne er nu så langt, at den første af mange containere mandag formiddag ankom med indpakkede vragdele til museet i Roskilde, hvor alle de mange undersøgelser skal foretages.
De næste 20 mandage vil der ankomme en container til Vikingeskibsmuseet med vragrester.

Men hvad er det så, der er fundet på havbunden, der er så spændende, at museets folk vil bruge det næste år på at få set nærmere på det?
– Vi ved, at det ene skib er fra omkring år 1800 og var lastet med mursten, det andet skib er fra år 1329, siger udgravningsleder Klara Fiedler.
Begge tal tør hun stå ved efter såkaldte dendro-dateringer.

– Det er en måde at datere på, hvor vi har en rækkefølge af årringe i et stykke træ. Den serie kan man sammenligne med andre allerede kendte serier, og når man finder et match, så kan man med stor sikkerhed sige, at så er det fra den periode. Noget af træet i det skib, vi kommer til at hæve sidst, er fældet i år 1229, så skibet er nok bygget kort derefter, fortæller hun.

Det bliver først til efteråret, at gæster på museet kommer til at kunne følge arbejdet med at dokumentere og 3D-scanne de mange vragdele. Indtil da kommer vragdelene til at ligge i nogle meget store kar fyldt med vand, som kommer til at stå flere steder på museumsøen.
– Vi kommer til at lave arbejdet som en aktivitet, som publikum kan følge med i. Vi oplever en stor interesse for, hvordan det er, vi rent faktisk arbejder, så det bliver lidt et åbent værksted publikum kan kigge ind i, fortæller Klara Fiedler.

Netop den store interesse for at se, hvordan marinarkæologer arbejder gør, at Vikingeskibsmuseet i påsken åbner for, at man kan få lov at prøve at være med. Her vil publikum få lov til at håndtere genstande og prøve forskellige arkæologiske metoder. En af genstandene er en nagle fra verdens største vikingeskib Skuldelev 6.
De to skibe, som er fundet ved Lynetteholmen, har fået navnene Svælget 1 og Svælget 2.


