Sidste gang for stævnet med kæmpepokalerne

Foto: Louise Gregersen

For sidste gang har en masse drengehold spillet op ad banderne, modtaget first-goal-præmier og kæmpepokaler til ABC-cuppen i Roskilde-Hallerne.

Det er nu 11 år siden, at Iben Green Madsen fik idéen om at lave Danmarks bedste indendørs fodboldstævne.

Det blev til et stort, populært stævne med hold fra hele Danmark, der i 2009 flyttede til Roskilde-Hallerne.

Nu er tiden løbet fra indendørs fodbold, lyder det fra stævnechef Iben Green Madsen og de andre frivillige fra KFUMs Boldklub, Roskilde.

– Der er så meget arbejde i det. Jeg kan kun gøre det, fordi jeg er selvstændig revisor. Nogle gange bruger jeg flere dage på bare at planlægge stævne. Vi går op i at lave det så godt som muligt. Vi kunne godt lave et almindeligt stævne, men det vil vi ikke, siger Iben Green Madsen.

Samtidig er interessen for indendørs fodbold dalet på grund af de mange kunststofbaner der skyder op. Det bekræfter DBU Sjælland.

– Det er ærgerligt, fordi det ikke er sjovt at se en ni-årig dreng stå og fryse på en kunststofbane om vinteren. Det er synd, at de ikke får det afbræk og kommer ind i hallen og hygge sig, så de kan glæde sig til at komme ud igen, siger Iben Green Madsen.

Spillerne er også ærgerlige over, at ABC-cuppen nu er afviklet for sidste gang.

– Det er noget, man ser frem til hele året. Det er rigtig ærgerligt, at det ikke skal være her mere. Det er vi rigtig kede af, siger en spiller fra Brøndby.

– Det betyder, at vi må stoppe før tid og ikke kan træne indendørs til noget, siger en anden spiller fra Brøndby.

Læs mere i mandagens avisudgave af DAGBLADET Roskilde.