Seniorvenlige boliger – men ikke et ord om elevator

Et nyt projekt for senioregnede boliger ved Jyllingecenteret er nu på vej.

Der har længe været snak om etablering af senioregnede boliger på en bid af arealet øst for Jyllingecenteret. Her ejer Jyllinge Brugsforening nemlig det sidste byggefelt omkring centeret.

Projektet har i den grad været frem og tilbage i planlægningsfasen. Således var der i oktober 2021 fremlagt et projekt, hvor der skulle bygges 4700 etagekvadratmeter i to til tre etager. Det projekt var der ikke grønt lys til fra forvaltningen i Roskilde Kommune, som spillede ind med, at der nok maksimalt kunne bygges 1500 etagemeter på arealet.

Nu ligger der et nyt forslag, som indeholder 4000 etagekvadratmeter. Til gengæld har forslaget “tabt” tredje etage siden sidste “runde”, således at der nu planlægges at bygge i to etager – en etage allerlængst mod syd – frem for de to-tre etager, som tidligere var nævnt.

– Jeg håber da, at det er sidste gang, vi skal vende projektet, for denne gang har forvaltningen og udvikleren fået snakket tingene igennem og er blevet enige om, at det her projekt kan de begge stå bag, siger Claus Larsen (S), formand for plan- og teknikudvalget.

Alle boligblokkene får adgang til første sal via udvendige trappeopgange. Der stå ingen steder nævnt, at der bliver etableret elevator, og så kan man spørge sig selv, hvor seniorvenligt det bliver at bo på første sal med adgang via en trappe?

– Det er måden, man bygger på, som afgør, om der er brug for elevator, og så er det jo ikke alle seniorer, som er dårligt gående, siger Claus Larsen.

Trine Borre (K), som også er med i plan- og teknikudvalget, er heller ikke så bekymret over, at der ikke er elevator med i byggeriet.

– Elevatorer er voldsomt fordyrende i sådan et projekt, og så er det jo meningen, at de ældre, som bor i lejlighederne på første sal, skal stå først for til en bolig i stuen, når de får behov for sådan en, siger hun.

Således forestiller udvikleren sig, at den nye bebyggelse ved Jyllingecenteret skal tage sig ud. Nu skal der dog først udvikles et lokalplanforslag, og så skal forslaget i høring. Illustration: Roskilde Kommune

Det er forventningen, at der bliver plads til 45-50 i byggeriet. Boligerne bliver på 66-98 kvadratmeter, med enkelte helt ned til 50 kvadratmeter.

25 procent af boligerne skal være almene, hvilket svarer til cirka 12 styk.

Det er p.t. forventningen, at en lokalplan kan vedtages til efteråret 2023.