Politiet om bilbrande: Det røg fra brandstifters ryg da han stak af

Branden var påsat: Politiet så person flygte med røg fra ryggen

To biler og en trailer udbrændte totalt i forbindelse med bilbrandene i Rønnebærparken natten til den 26. januar. Foto: presse-fotos.dk

Foto: presse-fotos.dk

Politiet er stadig i gang med at efterforske de brande, som opstod i flere biler og trailere på parkeringspladsen ud for Rønnebærparken 36 i Roskilde natten til den 26. januar.

Brandene blev opdaget af en forbipasserende klokken 2.30, som kontaktede politiet. Roskilde Brandvæsen blev tilkaldt, og i alt to biler og en trailer udbrændte, mens tre andre biler, endnu en trailer og en lygtepæl fik skader som følge af varmen fra branden.

Politiet har fået fat i overvågningsmateriale, som viser, at en person, som havde en større og lys genstand, ankom til området klokken cirka 2.20. Under personens ophold ved en af de brændte biler skete der pludselig en slags eksplosion med en ildkugle ind mod den pågældende. Personen løb herefter fra stedet, mens det røg fra personens tøj på overkroppen.

Politiet formoder ud fra hændelsesforløbet, at personen må være kommet til skade i et vist omfang med brandskader. Det kan måske være i ansigtet, hænderne eller forsiden af kroppen på grund af ildkuglen ved brandens opståen.

Politiet vil derfor gerne høre fra personer, der har kendskab til nogen, som kunne have pådraget sig brandskader den pågældende nat. Kontakt politiet på telefon 114 med oplysninger i sagen.

Politiet leder efter den person, som kastede en genstand ind i en bil, så der opstod en slags eksplosion. Personen har formentlig fået brandskader. Foto: Presse-fotos.dk