Nyt parti holder fast i lokalafdeling

Nyt parti holder fast i lokalafdeling
Christian Arendorf var medstifter af Danmarks Vision, men han og de to andre DV-kandidater stiller nu op for Liberal Alliance. DV fastholder dog, at lokalafdelingen i Roskilde ikke er nedlagt, omend medlemstallet aktuelt er nul. Foto: Hans-Jørgen Johansen
Christian Arendorf var medstifter af Danmarks Vision, men han og de to andre DV-kandidater stiller nu op for Liberal Alliance. DV fastholder dog, at lokalafdelingen i Roskilde ikke er nedlagt, omend medlemstallet aktuelt er nul. Foto: Hans-Jørgen Johansen

Af Steen Østbjerg

Det er ikke korrekt, at Danmarks Vision har nedlagt sin lokalafdeling i Roskilde.

Det meddeler styregruppen i det unge borgerlige parti i en mail til DAGBLADET, som i mandags omtalte, at tre kandidater, der var på DV's liste til kommunalvalget til november, havde forladt partiet for i stedet at stille op for Liberal Alliance.

Ifølge Danmarks Visions egen hjemmeside har partiet én lokalforening, og det er i Aalborg, men lokalforeningen i Roskilde er ifølge styregruppen ikke nedlagt. »Der blev afholdt stiftende generalforsamling i oktober. Bestyrelsen skal ifølge vores vedtægter godkende sig selv ved at underskrive Danmarks Visions vedtægter for lokale vælgerforeninger, hvilken ikke blev gjort. Derfor er der endnu ikke en lovformelig lokal vælgerforening i Roskilde,« skriver styregruppen.

Et af styregruppens tre medlemmer er Marianne Aagaard, som håber, at det vil lykkes at få en lokalafdeling op at stå med nye kræfter.

– Vi er superkede af at sige farvel til de tre, der skulle have været vores kandidater. Det er rigtigt, at de tre lukkede det, de ville have lavet, men det er ikke Danmarks Visions lokalafdeling, der lukker. Vi er et landsdækkende parti, og vi arbejder videre. Vi prøver at få lokalafdelinger op at stå over hele landet, og i Roskilde skal vi have fat i nogle nye folk, siger Marianne Aagaard.

Aktuelt er der dog ingen DV-medlemmer i Roskilde, oplyser hun.