Ny træner ansat i FC Roskilde

Få dage efter offentliggørelsen af den nye ejerkreds og ledelse i FC Roskilde meddeler klubben fredag formiddag, at den nye cheftræner er ansat.

Det er den tidligere FC Roskilde-spiller Michael Jørgensen, der tager over efter Anders Theil, der styrede tropperne sidst i efteråret.

"Det er en træner ud over det sædvanlige, som i løbet af foråret skal få FC Roskilde op i top 6 i 2. division og dermed adgang til den nye 1. division, som i næste sæson er landets tredjebedste række. 41-årige Michael Jørgensen er sikker på, at han og spillerne sammen får løst den opgave," lyder det fra Fc Roskilde.

- Min tilgang handler om mennesker, som gør sig meget umage både på banen og udenfor. Vi vil få svære dage og også nogle nederlag. Men overordnet bliver det sjovt at være en del af FC Roskilde, og den glæde skal gøre os bedre og vildere. Det bliver nyt og anderledes. Modstanderne har ingen idé om, hvad der venter dem, når de skal møde FC Roskilde, siger Michael Jørgensen.

Han spillede under Martin Jungsgaard tilbage i 2006-07 og har også spillet i Frem, Næstved og Brønshøj og altså i FC Roskilde, hvor han var i to perioder.

Siden blev han været træner i Skovshoved og AB, inden han tog en pause. I mellemtiden flyttede familien til Lolland, og senest har han trænet Nordfalster, der spiller i Sjællandsserien.

- Jeg ser virkelig frem til at være en del af en helhed, hvor vi med den nye ejerkreds i FC Roskilde får ro til at udvikle spillere og talenter. Jeg vil holde godt øje med andetholdet og U19 og U17. På divisionsholdet kender jeg nogle af spillerne, men for mig er navnene ikke vigtige. Det betyder mere, at jeg kan mærke dem, og at de har ild i øjnene, siger Michael Jørgensen og fortsætter:

- Vi skal ikke ud og købe spillere. Vi skal have folk til selv at komme, fordi det er spændende at spille her. Min opgave er at gøre det interessant at være med hos os. Om folk træner tre eller fire gange om ugen, går jeg ikke så højt op i. Bare de gør sig umage. Vi kan virkelig gøre denne her klub unik og noget at være stolt over, så man ikke skifter til en anden klub, bare fordi man kan tjene lidt mere der.

I FC Roskilde har Anders Theil nu titel af sportschef, og han har i lang tid prøvet at lokke ham til Roskilde.

- For et par uger siden ringede Michael til mig og sagde, at nu kunne han mærke, at FC Roskilde var det rette for ham. Det er jeg utroligt glad for. Michael er en meget spændende person og utraditionel træner. Han har en meget stor tro på egne evner og formår i den grad at flytte mennesker. Og der, hvor vi er lige nu, har vi virkelig brug for en, som kan brænde igennem, skabe sammenhold, energi og klubånd.

Michael kan få kæmpe succes, hvis vi giver ham plads til at koncentrere sig om spillerne, og vi andre så sørger for alt andet omkring holdet. Vi tager måske en lille chance, men det er en af de mest spændende ansættelser, jeg har været med til, både i mit fodboldliv og i mit civile job, siger Anders Theil.

- Med tilgangen af Michael som cheftræner er vores træner set-up væsentligt styrket. Vi har fået en ny en træner, som komplementerer den øvrige stab fantastisk, siger FCR-direktør Claus Grønborg.

- Michael kommer med en lidt anderledes tilgang til fodbolden, end de mere traditionelle trænere gør. Jeg er sikker på, at det vil tilføre truppen en utrolig mængde energi og kraft samtidigt med, at Michael forstår at få vores unge spillere til at udleve deres talent. Michael har tidligere vist, hvordan han fik udviklet unge talenter fra serieplan til topplan på ganske kort tid.

- Vi ønsker Michael velkommen til FC Roskilde og til det hårde arbejde med at komme i top 6 i foråret 2021, siger Claus Grønborg.