Magnussens tidligere kollega erstatter svensker hos Sauber

Formel 1-holdet Sauber degraderer svenske Marcus Ericsson og skriver kontrakt med Antonio Giovinazzi.

Det schweiziske Formel 1-hold Sauber har skrevet kontrakt med italieneren Antonio Giovinazzi fra 2019. Det skriver holdet på Twitter.

- Det er en drøm, der går i opfyldelse, og det bliver en stor fornøjelse at få chancen på dette hold, siger Giovinazzi til Formel 1's hjemmeside.

Dermed bliver der ikke længere plads til svenske Marcus Ericsson, der har kørt for Sauber siden 2015.

Men Sauber skriver på Twitter, at Ericsson stadig vil være en del af holdet og fungere som tredje kører.

Svenskeren har kun kørt seks point hjem til sit hold i denne sæson af Formel 1, og han ligger på en samlet 18.-plads ud af de 20 racere.

Giovinazzi var i 2017 testkører for Haas, som har den danske racerkører Kevin Magnussen på holdet. Her ødelagde italieneren Magnussens bil under et grandprix.

Giovinazzi bliver makker med den nuværende Ferrari-kører Kimi Räikkönen, der tidligere på måneden skrev kontrakt med Sauber. Han overtager sædet fra Charles Leclerc, der i stedet tager Räikkönens sæde i Ferrari-raceren.

Sauber ligger i øjeblikket nummer ni ud af de ti hold, der er med i Formel 1.