Landsby får eget fitnesscenter

Foto: Per Christensen
Kalundborghallens body og fitness. Foto: Per Christensen
Kalundborghallens body og fitness. Foto: Per Christensen

Så er det en realitet. Gundsømagle får sit eget fitnesscenter. Det er bestyrelsen i idrætsforeningen G77, som tager springet og opretter en afdeling med fitness. Fitnesscenteret kommer til at ligge under Gundsømagle Bycenter, det tidligere Rosentorvet.

Det står klar efter det seneste bestyrelsesmøde i G77 afholdt i torsdags.

– Vi har fået et tilbud fra Bycentrets ejere om at vi kan leje et godt 200 kvadratmeter stort lokale, som nu bliver indrettet til vores behov, siger formand for G77, Jarl Matthiesen.

Stedet er valgt ud fra den centrale beliggenhed midt i byen, som gør det let og bekvemt for byens borgere at bruge faciliteterne og G77 Fitness kommer formentlig til at have åbent fra klokken 6 om morgenen og helt ind til klokken 22 om aftenen. Vi regner ligeledes med at stedet i princippet er ubemandet, således at man selv låser sig ind og ud med en »låsebrik«. Derfor vil der også blive etableret videoovervågning, siger Jarl Matthiesen.

Hos G77 regner man med at der bliver plads til over 400 medlemmer og inden længe bliver der oprettet en liste man kan skrive sig på som interesseret. Prisen for at være medlem er endnu ikke fastlagt, men en 600-krone er ikke et urealistisk bud.

Det er planen at G77 Fitness skal indvies d. 1. september 2015. Men det kræver at den nye fitnessafdeling finder en bestyrelse på generalforsamlingen den 31. marts. Interesserede kan kontakte Jarl Matthiesen på telefon 24 64 68 35 eller jarl.matthiesen@mail.dk