Lad os få vild natur ved rådhuset

Af Erik Thomsen, Roskilde

Kim Raben efterlyser i et læserbrev mere vild natur til gavn for os alle.

Men hvorfor så ikke starte med det, der ligger nærmest? Ved rådhuset er der store arealer, der ikke bruges til noget. Hvad med at lade dem gro til vild natur, og især hvis man sørger for, at der kommer lidt tidsler og brændenælder?

Det vil tiltrække sommerfugle, mariehøns osv., der igen vil tiltrække andre dyr. Som fugle, der lever af dem. Planter man så nogle fyrretræer, kommer der måske nogle egern. Således kunne man blive ved.

Og det bedste er vel, at dette her forslag ikke koster noget, tværtimod, da man sparer den græsslåning, der sker der nu.

Børn, for eksempel fra den store børneinstitution, der ligger lige ved siden af, kan let komme på naturvandring og måske lære at fange mariehønen og synge “Kære mariehøne, flyv op til Vorherre og bed om godt vejr,” som vi andre lærte.