To af Roskildes mest trafikerede vejkryds led i morges under, at lysreguleringen var gået i sort, og det kan trafikanterne »takke« en 34-årig mand fra Ølsted for.
Det var nemlig ham, der torsdag aften sørgede for at sætte tvillingekrydsene på hver sin side af Røde Port ude af spillet.
Det gjorde han omkring klokken 19.15, da han i varebil kom kørende ad Algade fra Hestetorvet og skulle svinge til venstre mod Kong Valdemars Vej.
Svingmanøvren havde han dog ikke styr på, og med stor præcision torpederede han en lysmast, som bogstaveligt talt blev nedlagt.
Bilen blev beskadiget, men uheldet havde ikke fået den 34-årige til at opgive ævred, så han bakkede fri af masten og kørte videre ned ad Kong Valdemars Vej – men skaderne på bilen var så store, at køretøjet gav op efter 50 meters kørsel, og så stoppede turen på hjørnet af Kong Haralds Vej.
Vidner til optrinnet gik hen til bilisten for at se, om han var kommet til skade, og det stod ret hurtigt klart for dem, hvad årsagen til uheldet kunne være. Den 34-årige var nemlig fuld, så han blev tilbageholdt af vidnerne, og deres mistanke om en beruset bilist blev bekræftet, at politiet fik den 34-årige til at blæse i alkometeret. Han blev derfor anholdt, indtil han havde afleveret en blodprøve. Analysen af den vil blive brugt som bevis i en senere retssag om spirituskørsel.
Fredag ved middagstid arbejdede teknikere stadig på at få lysreguleringen i de to kryds til at fungere igen.