
Føreren af en varebil fik ikke set sig godt nok for, da han mandag eftermiddag svingede fra Køgevej i Roskilde og på nedkørslen til Holbækmotorvejen.
Her kom en knallert kørende ligeud på cykelstien, og den 29-årige mand fra Roskilde på knallerten kunne ikke undgå at køre ind i varebilen. Han væltede og slog sig uden alvorlige skader, men han blev dog kørt på sygehuset i ambulance.
Politiet kom også til stedet og fik afhørt både knallertkøreren og den 21-årige mand fra Ballerup, som ikke havde overholdt sin vigepligt i varebilen. Uheldet, der skete klokken 15.05, skabte ingen større trafikale problemer.