Issvømmerforening ligger ikke stille om sommeren

Magnus Andersen sammen med Roskilde Issvømmer Forenings formand Mette BL Thomsen. Foto: Lars Ahn Pedersen
Magnus Andersen sammen med Roskilde Issvømmer Forenings formand Mette BL Thomsen. Foto: Lars Ahn Pedersen

Udover at være livredder og tidligere elitesvømmer er Magnus Andersen også issvømmer. Han meldte sig ind i Roskilde Issvømmer Forening (RISF) i marts efter at have fået øje på foreningens sauna ved Himmelsøen, da han var nede for at bade en kold dag.

– Jeg har ikke prøvet at svømme i is endnu, men nu har jeg tid til at forberede mig, så der ikke er noget pres, siger han.

Foreningen har dog allerede gjort brug af hans evner, for da RISFs formand Mette BL Thomsen fik en henvendelse fra et produktionsselskab, der skulle bruge en svømmer som standin for en skuespiller, var det Magnus Andersen, som fik opgaven.

Ifølge Mette BL Thomsen er det blot et af flere eksempler på, at RISF også er aktive uden for vintersæsonen.

For tiden tilbyder RISF sommersvømning i åbent vand for alle, uanset om de er medlem af foreningen eller ej. Eneste krav er, at man kan svømme og overholder sikkerhedskravene.

– Vi har også fået penge fra TrygFonden til et projekt, hvor målet er, at alle vores medlemmer får undervisning i HLR (hjerte, lunge, livredning, red.) og tilbydes praktisk undervisning i livredning inde i svømmehal og ude på strandbredden, fortæller hun.

RISF har desuden booket tre baner i 50 meter-bassinet i Roskilde Badet til efteråret, så medlemmerne kan træne hver onsdag, og i tillæg er der syv søndage med livreddertræning i Maglegårdsbadet.