Hunde fra nær og fjern dyster i Roskilde

8500 deltagere er tilmeldt hundeshowet. De kommer fra 18 forskellige lande og er fordelt på 274 forskellige racer.

Der lyder både de små forsigtige bjæf og de mere dybe vov vov. Dyrskuepladsen i Roskilde er i disse dage omdannet til et sandt mekka for hunde og deres mennesker. Og der er en særlig grund til, at Roskilde er stedet for det internationale hundeshow.

- Der er ingen andre steder på Sjælland, hvor arealerne er store nok. Vi fylder meget, siger formand for udstillingsudvalget, Helle Scheffmann, og forklarer, at de har mere end 40 ringe, hvor hundene bliver vist frem.

Derudover er der mere end 200 campingpladser, og så er der brug for ret mange parkeringspladser.

Dansk Kennel Klub, som står bag det store hundeshow, har ellers købt en stor ejendom ved Ringsted. Her er der plads til mindre udstillinger, men blandt andet manglen på parkeringspladser betyder, at Roskilde er stedet for den internationale udstilling.

- Der er også gode tilkørselsmuligheder fra motorvejen og fine overnatningsmuligheder i området, hvis man ikke vil campere, siger Helle Scheffmann.

Cirka 125 frivillige klarer alle de praktiske opgaver, når de 8500 deltagende hunde skal bedømmes. De er fordelt på 274 forskellige racer.

- Udstillingen har vokset sig stor. Hvis vi skal prale, så er det, at vi er gode til at organisere, siger Helle Scheffmann og fortæller, at folk gerne kører langt for at komme med.

Hundene kommer da også fra 18 forskellige lande. Danmark, Sverige, Norge og Finland står for hovedparten af deltagerne, men der kommer eksempelvis også en hund fra Canada og en fra USA.

Plads til socialt samvær

Fredag har der været en nordisk udstilling, mens der er en international udstilling lørdag og søndag.

- I dag fredag bliver der en vikingevinder, og i morgen bliver der en Roskildevinder, siger Jette Nielsen om de titler, hundene kan løbe hjem med.

Men det er meget mere end titler, som får hundefolket til at dukke op.

- Mange kommer lige så meget for det sociale. De mødes kun til udstillingerne, men så laver de fælles frokost eller mødes og spiser kage, siger Helle Scheffmann.

Hundeshowet er i gang både lørdag og søndag. Udover udstillingerne er der også konkurrencer i lydighed og masser af stande, hvor man kan købe alt, en hundeelskers hjerte kan begære.

Der er faktisk mange flere hunde på Dyrskuepladsen. De besøgende har ofte en eller flere hunde med. Foto: Kim Rasmussen
Socialt samvær med andre hundeelskere er en stor del af den internationale hundeudstilling. Foto: Kim Rasmussen Foto: Kim Rasmussen