
Roskilde: Henrik afløser Henrik i Svogerslev Boldklub, der har fået ny formand efter den ordinære generalforsamling.
Her trådte Henrik Andersen tilbage efter at have været formand de sidste syv år. Det skete efter eget ønske for at hellige sig andre opgaver i fodboldklubben.
Ny formand er Henrik W. Pedersen, som har været tilknyttet Svogerslev Boldklub i næsten 25 år – dels som holdleder, men også medlem af ungdomsudvalget og igennem de sidste syv år som kasserer.
– De vigtigste opgaver fremover bliver at videreudvikle boldklubben, så det fortsat er attraktivt at spille fodbold i Svogerslev – og at vores mange frivillige føler sig godt tilpas i vores fællesskab. De sportslige ambitioner skal stå i balance med det sociale, lige som det hedder i vores motto »seriøs fodbold for sjov«, siger Henrik W. Pedersen.
Han har i de sidste 30 år arbejdet med økonomi og ledelse i flere store danske virksomheder.