Endelig! Nu kommer de almene boliger på Skousbo

Mange Viby-borgere har undret sig. Hvornår sker der noget med byggeriet på Skousbo-området? De første ejerboliger er godt nok bygget og beboet, men de 115 almennyttige boliger har haft lange udsigter. Nu er ventetiden endelig forbi.

- Det er fedt at være i gang. Vi er blandt andet blevet forsinket af, at hældningen på tagene skulle laves om, fortæller presse- og politisk konsulent i boligselskabet, Jonas Bjørn Whitehorn, mens en gummihjulsgravemaskine er i gang på området.

I første omgang bliver 4000 kubikmeter jord gravet af for at gøre plads til fundamenterne. Da der er tale om almindelig landbrugsjord, bliver jorden kørt til Vipperød og bliver brugt i et projekt her.

- Det første, man kommer til at kunne se, er de tre fundamenter, siger Jonas Bjørn Whitehorn og forklarer, at de skal tørre i et godt stykke tid, så det kan se ud, som om det hele går i stå igen.

Der er tale om fundamentet til fælleshuset og to blokke.

Når fundamenterne er klar, går det stærkt. Der er nemlig tale om træbyggerier, og boligerne kommer i elementer, der allerede er lavet.

Den lille stikvej fra Damgårdsvej ind på Skousbo-området har fået navnet Robinievej. Når man kører ind ad vejen, vil det fælleshuset til de almene boliger komme til at ligge til højre. Og det er her, maskinerne er gået i gang først.

Boliger for enhver smag

Støbningen af fundamentet til det første hus begynder formentlig i slutningen af denne uge.

De første 33 boliger på Skousbo vil være klar til indflytning i august 2021.

Boligselskabet Sjælland har også købt arealer på den anden side af Robinievej, og her fortsætter byggeriet, når de første boliger er færdige. Her bliver der tale om 82 boliger med indflytning i november 2022.

Der er endnu ikke fundet beboere til de første boliger. Seks måneder før indflytning bliver det muligt for Boligselskabet Sjællands medlemmer at skrive sig op til boligerne.

- Så man skal skrive sig op i boligselskabet, hvis man er interesseret i at bo her, siger Jonas Bjørn Whitehorn og forklarer, at det bliver medlemmernes anciennitet, der bestemmer, hvem der kommer til at bo i bebyggelsen.

Boligerne bliver fra 36 kvadratmeter til 115 kvadratmeter, så der bliver størrelser for enhver smag.

- Det tror vi, der er meget musik i. Det er også fedt med de forskellige ejerformer her på Skousbo, siger Jonas Bjørn Whitehorn.

Giver erfaringer videre

Den type træbyggeri, som der bliver bygget på Skousbo, har Boligselskabet Sjælland allerede bygget i Trekroner.

- Vi har søgt om at få det ind i den frivillige bæredygtighedsklasse, siger Jonas Bjørn Whitehorn og forklarer, at der er plads til 25 projekter i bæredygtighedsklassen.

Der er tale om en forsøgsordning på to år, og erfaringerne fra de 25 projekter bliver skrevet ind i bygningsreglementet.

På den måde bliver de bæredygtige tiltag spredt ud.

- Vi tilpasser byggerierne hele tiden, så de bliver mere og mere bæredygtige, forklarer Jonas Bjørn Whitehorn.