Der er en god sandsynlighed for, at politiet finder frem til ejeren af den drone, som søndag aften fløj ind over muren til den retspsykiatriske afdeling Udsigten på Sct. Hans i Roskilde. I en snor under dronen hang en lille brun pakke, som viste sig at indeholde 10,62 gram hash.
Leverancen fandt sted klokken 21.54. En medarbejder fra en anden afdeling på Sct. Hans så dronen flyve ind over muren til den retspsykiatriske afdeling. På den anden side af muren ventede en 44-årig mand, som befandt sig i stedets atriumgård.
– Han talte i telefon og var til stede ved leveringen, hvor han nåede at få fat i pakken, inden personalet fik fat i både pakke og drone. Vi er ikke i tvivl om, at han var modtager, siger Maria Sander Hansen fra Midt- og Vestsjællands Politis presseafdeling.
– Det er jo alvorligt nok at levere ting ulovligt til en lukket afdeling, men selve måden er da over i afdelingen, som ville gøre selv Egon Olsen lidt misundelig, siger hun.
Den 44-årige mand talte i telefon med en person, da han modtog pakken, og det er denne person, som politiet nu leder efter.
– Den “nogen” er vi ved at se, om vi kan finde frem til, siger Maria Sander Hansen.
Udsigten hører under Region Hovedstadens Psykiatri, og den nye bygning blev taget i brug i december 2021. Udsigten rummer alle lukkede afsnit i den specialiserede retspsykiatri, og der er plads til 126 patienter. En af de ting, som blev forbedret, da Udsigten åbnede, var patienternes mulighed for adgang til udendørsområder.
