Billeder fra et snedækket Roskilde: Skal vi ikke lave en snemand?

Billeder fra et snedækket Roskilde: Skal vi ikke lave en snemand?

For første gang i umindelige tider faldt der igen nok sne til, at det kunne betale sig at finde kælkene frem, og det udnyttede flere børn og voksne onsdag formiddag.

I Roskilde var Folkeparken og Byparken populære udflugtsmål, da de kan bruges som kælkebakker, men den fugtige og tunge sne viste sig at være endnu mere ideel til en anden vinteraktivitet: At bygge snemænd.

Mikkel Albæk havde taget sine børn Vera og Vester med i Folkeparken, og de fik hurtigt bygget en snemand i amfiteateret.

– Det er første gang, Vera oplever sne. Vester har prøvet det før, men han har nok været for lille til at huske det, siger han.

Gitte Nilsson og barnebarnet Mathias Lehmann havde også taget turen til Folkeparken, selv om Mathias går i 0. klasse og egentlig burde være hjemme.

– Men vi valgte at prioritere det at komme ud i sneen højere, sagde Gitte Nilsson, og på fremmødet i Folkeparken og Byparken var det tydeligt, at hun ikke var den eneste, der havde tænkt sådan.

Ellers lagde sneen en dæmper på en i forvejen stille bymidte. Julepynten blev taget ned, og på Stændertorvet var torvedagen reduceret til et par få standhaftige stadeholdere, som trodsede vejret og det reducerede forsamlingsloft, der nu kun tillader fem personer at være samlet.